Klubbens sponsorer

Nicklas holder stillingen trods defekt kobling

Det lykkedes for 20-årige Nicklas Nielsen at køre en femteplads og værdifulde points hjem til trods for en defekt kobling i lørdagens andet løb i det tyske Formel 4-serie. Det betyder, at han fortsat ligger på en samlet fjerdeplads og med de allerbedste placeringer inden for rækkevidde.

Nicklas Nielsen har efter en række gode løb både sidste år og i denne sæson haft Oschersleben ved Magdeburg som en af sine favoritbaner i det tyske ADAC Formel 4-serie. Men i denne weekend slap heldet op. Det var som om, at man allerede under tidskørslerne fornemmede et skidt varsel, for det 20-årige danske stortalent måtte se sig hensat til en syvende position i lørdagens første løb. Ved årets første løb i netop Oschersleben var han ellers helt fremme ved startsnoren.

”Da løbet blev sat i gang, havde jeg ingen kobling i bilen, og bilen gik i stå, når jeg satte den i første gear.  Da jeg først var klar over, hvad der var galt, fandt jeg hurtigt en teknik til køre helt uden kobling, og det lykkedes at køre mig op fra en 23. plads til en 15. plads,” fortæller Nicklas Nielsen, der dog indrømmer, at han efter første løb var noget bekymret over starten på denne weekend.

Nicklas Nielsen kører i denne sæson for US Racing, der ejes af Ralf Schumacher og Gerhard Ungar, altså et team med masser af motorsportserfaring og med professionalisme helt ud i fingerspidserne. Teknikerne kastede sig efter løbet da også omgående over hans racer, men der var ikke tid til at udskifte koblingen forud for lørdagens andet løb, hvor Nicklas startede fra femte position.

”Det gik alligevel, og jeg holdt min femteplads hele vejen hjem og høstede nogle værdifulde points, som betyder, at jeg bevarer min fjerdeplads i den samlede stilling og stadig har førstepladsen inden for en realistisk rækkevidde,” siger Nicklas Nielsen.

Lige som i Danmark køres der i det tyske ADAC F4-serie tre løb henover weekenden, og søndag måtte Nicklas Nielsen helt ned på en startposition som nummer 15 som følge af lørdagens koblingsproblemer.

”Teknikerne havde udskiftet koblingen over night, og bilen kørte upåklageligt. Men med omkring 30 biler til start, er der trængsel på banen, og det lykkedes mig kun at mase mig frem til en 12. plads i dette løb. Mine forventninger var større, men efter omstændighederne er jeg tilfreds,” siger Nicklas Nielsen.

Tekst: Teddy Kehrke.

Foto. Burkhard Kasan.