Frederik Nymark går på sommerferie i føring
Frederik Nymark kom til weekenden på Ring Djursland som førende i det generelle Super GT-mesterskab og målet var helt klart at kunne gå på sommerferie i den samme position.
Vejrguderne drillede gennem lørdagen, for der var kommet en del regn mellem fredag og lørdag, så banen var stadig fugtig, da den første træning skulle køres lørdag formiddag. Frederik Nymark valgte at pitte efter nogle få omgange, da han havde kørt hundredevis af omgange på banen, og han hellere ville spare lidt på dækkene. Banen var næsten tør inden den anden frie træning – men så kom der lige en regnbyge igen, og så var alle tilbage på regndæk. Banen var tørret op til kvalifikationen, og her lykkedes det Frederik Nymark at sætte fjerdehurtigste tid af alle.
Starten på heat 1 blev rimelig dramatisk, da flere kørere gnubbede skærme på vej mod sving 1. Heldigvis holdt Frederik Nymark sig ude af tumulten, og trods lette skader kørte han en tredjeplads hjem. Til finalen startede Frederik Nymark som firer, og der skete ting og sager på den første omgang, hvor der var kontakt mellem to biler forrest i feltet, men til alt held slap han uskadt udenom og endda på en andenplads, som han holdt fra start til slut i heatet.
Efter at alle pointene blev gjort op, kunne Nymark Racing glæde sig over at være trukket længere i front af Super GT-mesterskabet. Frederik Nymark er nu 16 point foran nummer to i stillingen. Også i teammesterskabet er holdet trukket længere væk fra forfølgerne.
Nymark Racing