Klubbens sponsorer

Farten var der for Pilgaard

Casper Pilgaard beviser gang på gang, at han hører til i toppen af Renault Formel 4 Danmark. Men det kunne tyde på at Pilgaard Motorsport på en eller anden måde har gjort sig uvenner med racerguderne.

Holdet fra Ryomgård havde store forhåbninger til årets treje afdeling, som blev kørt på Ring Djursland nær Tirstrup.

Weekenden startede med sol fra en skyfri himmel, og i sommerlige temperaturer fik den unge AAS’er kørt 20 gode omgange, hvor den hurtigste rakte til næsthurtigste tid af alle. Den kuperede bane har altid ligget godt for unge Pilgaard, og det beviste han endnu en gang i kvalifikationen kort før lørdag middag. De første ni biler lå indenfor et halvt sekund – så bliver det altså ikke meget tættere. Men Casper Pilgaard var heldigvis i den hurtige ende med anden startposition og kunne derfor glæde sig over helt frit udsyn til startlamperne.

De gik ud for første gang i weekenden blot tre timer efter kvalifikationen. Casper Pilgaard fik en fin start og kunne blive på andenpladsen. Som et forsøg blev heat 1 kørt over 25 minutter plus en omgang, hvilket var 10 minutter længere end den normale løbslængde. Den rød-hvide Mygale F4-racer med nummer 5 på bagvingen hang rigtig godt på den forankørende, mens manden på trejepladsen blev en mindre og mindre prik i sidespejlene. Casper Pilgaard fik ikke nogen åbenlyse muligheder for at overhale, så han valgte at køre den sikre linje og få pointene med hjem.

Der var en safety car ti minutter før heatets afslutning, hvilket gjorde at der skulle presses maksimalt i løbets sidste seks omgange for at kunne køre en komfortabel andenplads i mål.

Søndag middag skulle weekenden andet løb køres. Her blev der vendt rundt på de første otte kørere, så Casper skulle starte syver.

Det blev til en rigtig flot start, hvor de to første konkurrenter blev passeret inden sving 2. Han viste forrygende fart og fik sig også hurtigt arbejdet op på fjerdepladsen, og han var heatets klart hurtigste kører på daværende tidspunkt.

Halvvejs rundt på tredje omgang skete der dog en teknisk defekt inde i gearkassen, hvilket gjorde at bagdækkene blokerede, som blev der trukket i håndbremsen på en gadebil. Casper Pilgaard var chanceløs og spandt ud i fangsandet. En meget ærgerlig kører måtte herefter følge resten af heatet bag autoværnet, inden at bilen blev transporteret tilbage til pitten.

Her kunne teamets mekanikere desværre konstatere, at skaderne i og omkring gearkassen var så store, at det ikke kunne lade sig gøre at få bilen køreklar til løb 3, der skulle starte blot to timer senere.

På trods af at der har været rigtig meget modgang i denne sæson, så holder teamet stadig hovedet højt. Nu venter der nogle timer hjemme på værkstedet i Ryomgård, inden at årets fjerde afdeling af Renault Formel 4 Danmark skal køres på norske Rudskogen.

Tekst: Pilgaard Motorsport.

Foto: JJ Media.