Klubbens sponsorer

Statusrapport 6 fra Team Møller-Nielsen

Årets Rallye Monte-Carlo Historique er nu afsluttet, og det blev til en sammenlagt placering som nummer 105 for Henrik Møller-Nielsen/Martin Møller-Nielsen. Far-og-søn-parret satte noget af en slutspurt ind under De Lange Knives Nat, hvor de blev nummer 26 på ZR 13 og en meget flot nummer 3 på ZR 14.

Det rykkede dem fra en 138. plads til en plads tæt ved top 100, hvilket må siges at være tilfredsstillende, når man har en afkørsel på ZR 8. Da de kom i mål, var der kransekage, og hvad de drak dertil, melder historien intet om…

2015-Historisk-RMCH-Moeller-Nielsen-11Henrik og Martin var det eneste danske team, der fik to top 10-placeringer på løbets 14 specialetaper, så derfor var det endnu mere surt med den afkørsel på ZR 8.

Ved starten af ZR 10 kunne officials konstatere, at deres GPS ikke virkede, så der måtte lige en ny antenne på. Smart at de tester udstyret før hver prøve.

Henrik havde nogle problemer med at stå fast i går på de isede prøver, og da alle chancer for en god placering røg på ZR 8, besluttede Henrik at teste de andre dæk, de har med. Så selv om der var is på tirsdagens første to specialetaper, satte de lameldæk på. En ting er sikkert. Det var langt bedre end pigdækkene, for de kom noget hurtigere ud af svingene og op ad bakkerne.

ZR 10 startede, mens det var mørkt, så de fik lige testet deres ekstra lygter en gang til, og de giver masser af lys. Prøven gik fint, selv om de tog det noget roligt i starten, indtil Henrik havde styr på dækkene. De havde en enkelt smutter ved en vejdeling, hvor Henrik misforstod Martin, så der var lidt ekstra at køre ind. De placerede sig som nummer 83 på etapen og rykkede en plads frem generelt til 163.

ZR 11 havde et svært stykke midt på med sne og is, så her fik de en del straf. Det går sjovt stærkt, når den tabte tid skal hentes ind igen. Deres anstrengelser blev belønnet. De blev nummer 34 på etapen og rykkede hele 21 pladser frem generelt til en 142. plads.

ZR 12 var fri for sne og is, men forholdsvis våd. Det var en smal vej med stejle op- og nedkørsler. Her kom Henrik lidt for hurtigt fra at være bagefter til langt foran, så en dårlig rytme, men ingen problemer. Det at der var dårlig rytme kunne ses ved, at de blev nummer 125 på etapen, men rykkede alligevel fire pladser frem, så de nu var nummer 138 generelt. Sådan kan det gå, når andre også oplever at have problemer og få max straf på en etape.

Anne Møller-Nielsen.