Klubbens sponsorer

Peter Elgaard 60 år

Mandag den 4. juli fylder Peter Elgaard 60 år, og fra Aarhus Automobil Sport skal der lyde et stort tillykke med den runde dag.

Peter Elgaard har været – og er stadig – en aktiv herre i klubben i almindelighed og i dansk bilsport i særdeleshed. Først som kører og siden som promotor.

2016-Elgaard-Peter-01Peter Elgaard begyndte sin karriere i kartingsporten, hvor han kørte i de hurtige Formula E-karts. Her havde han i 1977 et brag af en sæson, hvor han dels vandt bronze ved EM i klassen, dels blev nummer fem ved VM. Fra kartingsporten fulgte så en række år i formelklasserne, hvor han sammen med Kurt Thiim udgjorde kørerbesætning på Jac Nellemanns team, Landsholdet, hvor han i 1979 blev nummer to i det nordiske mesterskab for Formel Super VW. Senere blev det også til medaljeplaceringer i DM-serien for Formel Ford 2000 med sølv i 1981 og bronze i 1982.

I 1983 skiftede han så til standardvogne, hvor han i første sæson kørte i en Ford Capri, som året efter blev udskiftet med en BMW 635CSi. I den blev han i 1984 såvel dansk som nordisk mester i gruppe A, og året efter kørte han en fuld sæson i Deutsche Tourenwagen Meisterschaft, hvor han sluttede på en respektabel tolvteplads i det hårde felt.

1986 bød på en sidste, fuld sæson i en formelbil, da han kørte en sæson i tysk formel 3, inden der fulgte to sæsoner i den hjemlige Goodyear Eagle Cup. Først i en MG Maestro EFi, siden i en Daihatsu Charade. I 1989 kørte han atter en sæson i Tyskland i Porsche 944 Cuppen, inden han året efter blev treer i det svenske mesterskab i en BMW M3 E30 for finske Tuiski Urpiala Racing. Senere blev deltagelsen som aktiv kører dog mere og mere sporadisk, for der var travlt på andre fronter også.

Peter Elgaard er oprindeligt uddannet kølemontør, men fik tidligt Diskotek Tordenskjold som sponsor, og han endte med at gå ind i underholdingsbranche, først indenfor diskoteksverdenen og siden indenfor casino-verdenen. Her gjorde han et stort arbejde med at få etableret et casino på Hotel Royal, og den iværksætterånd, han udviste indenfor disse to brancher, tog han med ind i motorsporten.

I 1995 indgik han en aftale med den daværende løbsarrangør på Jyllands-Ringen, John Lundberg, om at arrangere en EM-afdeling for Formel Ford på banen, og det førte så til et glidende generationsskifte, hvor Peter Elgaard blev løbsarrangør og promotor for banen.

I 1999 tog han så initiativet til at lancere en ny klasse, som gik under navnet Danish Touringcar Championship, og med sin udholdenhed og engagement skabte han dermed den største danske banesportssucces siden Roskilde Ring. Og selv om han i 2015 solgte aktiemajoriteten i selskabet bag DTC til FDM, er han stadig aktiv som promotor for klassen.

Fra Aarhus Automobil Sport skal der lyde et stort tillykke med dagen.

Morten Alstrup.