Klubbens sponsorer

Maximalt udbytte for Jakob Borum

Tyskland har en særlig plads i Jakob Borums liv. Helt tilbage i sine unge år havde han eget firma i Tyskland, senere begyndte han at importere biler fra Tyskland, noget han stadig gør, dog i lidt mindre omfang, og hans glæde ved det tyske blev ikke mindre i weekenden den 13.–15. juli. Her var han nemlig sammen med resten af Yokohama Super Cup-feltet og en god portion 1600 Challenge-kørere draget til den tyske racerbane Lausitzring.

Jakob Borum har været primus motor i at arrangere klassens løb på den tyske bane de sidste to år, og i år var han så uhøflig nok til at gøre rent bord dernede. Han satte simpelthen pole til begge heat, og han førte begge heat fra start til mål – så kan det altså bare ikke gøres bedre.

Optakten til løbet var ellers alt andet end optimal for teamet. Efter løbet på Padborg Park skulle bilen igennem en større reparation, og den nåede først at blive færdig i sidste øjeblik, ja, faktisk blev den først lavet helt færdig nede på banen, hvor den nye køler blev monteret. Derudover var det planen at køre i teamets nyindkøbte racerbus ned til den tyske bane, men godkendelsen af bussen kom præcis et døgn for sent til, at det kunne lade sig gøre. Grundet arbejdsmæssige omstændigheder kunne teamet også først komme afsted torsdag midt på eftermiddagen, og med 800 kilometers kørsel betød det, at man først var fremme ved banen med bilen omkring klokken to om natten – cirka syv timer før de skulle på banen første gang.

Forberedelserne var derfor naturligvis ikke optimale, men det generede tilsyneladende ikke den erfarne Jakob Borum, for da han først fik hjelmen på, benzin i tanken og kørte ud på banen, ja, så kørte han ganske enkelt fra alt og alle dernede. Lidt kolde facts fra tidtagninger og løb:

Tidtagning 1: Pole position med syv hundrededele ned til nummer to, og eneste mand under 2:04 på hurtigste omgang.

Heat 1: Førte fra start til mål og sluttede næsten syv sekunder foran nummer to.

Tidtagning 2: Pole position med 2,2 sekund ned til nummer to, eneste mand under 2:04, og hele seks tiendedele sekund hurtigere end i tidtagning 1.

Heat 2: Førte fra start til mål og sluttede næsten to sekunder foran nummer to.

Skal man finde bare et lille gran af problemer, må det være, at Jakob Borum i heat 1 lavede en mindre fejl ved overlapning af en Yokohama 1600 Challenge-deltager – en fejl, der sendte ham ud over curben og græsset, og derved blev dels forkofanger, dels noget af ophænget til køleren ødelagt. Problemet var dog ikke stort, og slet ikke stort nok til at give nogen skår i glæden ved sejren i heatet.

Resultatet betyder, at Jakob Borum får et pænt avancement i klassementet, og nu ligger på en syvendeplads, men der er hele 54 point op til en podieplads, så der skal både held og dygtighed til, hvis det skal lykkedes at komme derop. I Old Boys mesterskabet derimod ser det lidt bedre ud, idet Jakob Borum er rykket op på siden af Ole Eberhard på en andenplads, men her har Mikael Kildevæld sat sig ret tungt på førstepladsen.

Teamet holder sommerferie nu, men vender stærkt tilbage til Grand Prix Danmark den 24.–26. august. Her vil ambitionen være at komme på podiet mindst en gang, og helst tre gange, men det bliver ikke nogen let opgave, for Yokohama Super Cuppen er en meget stærkt besat serie i denne sæson.

Keld O. Dohm.