Klubbens sponsorer

Langt til Sjælland

Lørdag den 16. juni indbød Stevns Motorklub og Motorklubben Borup og Omegn til fjerde afdeling af DM i bilorienteringsløb. Der var beskedne 31 mandskaber til start. Heraf var de fire af holdene fra Sverige. Det lave deltagerantal kan hænge sammen med konkurrence fra Le Mans i det franske, og måske også VM i fodbold i Rusland, hvor Danmark samme dag skulle møde Peru.

Jyske Bank-løbet startede fra Hylletoft Hallen i Faxe Ladeplads. Bernds og min starttid var kl. 13.40, så for mit vedkommende var der afgang hjemme fra Skjød kl. 8.45. Efter kaffe og brød ved Bernd i Hedensted gik det mod Østsjælland med et par tankningspauser til RAV 4’eren. Selve løbet var af god kvalitet med mange fine private tilladelser, og heldigvis var der ikke meget kørsel i bebyggede områder.

Jeg vil dog godt øffe lidt over, at vi skulle køre detaljeret O-løb på landevejen igennem Karise. Det giver let farlige situationer, når vi holder ind i vejsiden for at orientere os, og den civile trafik har altså ikke den store forståelse for vores mærkværdige start-stop-kørsel. En busparkeringsplads gav os en del grå hår, da der her var lavet en meget detaljeret rutebeskrivelse, og det er absolut ikke Bernds livret. Mens vi kørte i området fandt vi ud af, at vi havde lavet en fejl, men vi kunne desværre ikke rette den, da vi var blevet låst af et stempel i kontrolkortet.

Sidste etape af løbet foregik ved og i Boesdals Kalkbrud. Dette område har vi kørt i før, og også denne gang kostede det os et par manglende skilte og en del strafminutter. Stevns Motorklub har klublokale ved kalkbruddet, og det var også her, at vi efter løbet fik serveret kartoffelsalat med frikadeller og pølser. Fra AAS var der også deltagelse af Renée og Hans Ole Nielsen, der havde et noget problematisk løb med en triptæller, der ikke rigtigt ville makke ret. For at komme lidt ekstra malurt i bægeret kom Hans Ole til at springe en side over i den sidste rutebog, og det kostede rigtig mange strafpoint i kalkbruddet, og betød at de endte på sidstepladsen i A-klassen. Vi havde samlet 202 strafpoint sammen, og det rakte kun til en femteplads i M-klassen, og så var der lang vej hjem til Skjød, hvor jeg landede kl. 00.50 og lige så lidt Le Mans, inden det var sengetid. Næste DM-afdeling køres i Grenåområdet den 25. august, med DMKA som arrangør.

Bjarne Andersen.