Kevin Verner vandt Legend-finalen
Kevin Verner sluttede 2024 i Legends Car Cup Danmark på toppen efter en sæson, hvor de har kæmpet med omkring mesterskabstitlen, men var også den kører, som alle gerne ville slå, da han vandt 2023-titlen. De gik ind til finalen på Padborg Park med 11 point op til den mesterskabsførende, så de vidste på forhånd, at gaskablet skulle holdes stramt hele weekenden.
Det var også Kevin Verner, som startede weekenden på bedst mulige måde med hurtigste tid i træningen. Derfor var håbet også at kunne tage denne fart med ind i kvalifikationen. Det lykkedes ikke helt, da den største mesterskabskandidat ramte den perfekte omgang og satte bedste omgangstid foran Kevin Verner. Dermed var forskellen udbygget til 14 point. Med 19. startposition til løb 1 var det bare med at komme fremad i feltet og score så mange point som muligt.
Det blev til en forrygende start på løbet, og på få omgange var Kevin Verner oppe i top 3 og kunne se førstepladsen køre lige foran. Netop som han var ved at gøre klar til angreb, kom der safety car på banen, da en anden bil var kørt i sandet. Derfor måtte hele feltet ned i fart og køre pænt på en lang række. Mange, inklusive Kevin Verner, troede at løbet faktisk ville slutte bag safety car. Men nej, det blev givet frit, så der var en omgang plus to sving at køre. Kevin Verner tog chancen på vej ind i det sidste sving og forsøgte at overhale udenom med tre biler ved siden af hinanden. Og fra at være toer kom han desværre over målstregen som treer – med den mesterskabsførende som vinder af løbet. Så var vi oppe på 19 points forskel.
Søndag eftermiddag skulle weekendens andet løb køres, og her startede Kevin Verner toer. De første omgange af løbet satte Kevin Verner den (mesterskabs)førende under meget hårdt pres, og efter nogle omganges forgæves forsøg lykkedes det endelig at komme forbi og køre sejren hjem. Så var vi nede på 16 points forskel igen.
Finalen skulle igen startes på P2, men det skulle blive sæsonens nok mest seværdige løb, hvor de to kørere i mesterskabstoppen kørte hjul mod hjul, omgang efter omgang. Kevin Verner havde snuden på den røde og sorte Legend Cup-racer med startnummer 512 på døren forrest det meste af tiden, og efter 14 hæsblæsende omgange var det også ham, som krydsede målstregen først og kunne tage på vinterferie med den største løbspokal.
Det var dog fætter Joachim Lee Holmstoel, der endte sæsonen med at tage mesterskabstitlen foran Kevin Verner. Men de to familiemedlemmer har kæmpet gang på gang, sæson efter sæson, hjul mod hjul, med stor respekt mellem de to.
Så teamet vil gerne sige mange tak for kampen til Joachim og tillykke med titlen – du var bare den marginalt hurtigste i år, ligesom vi var sidste år – og vi ser frem til mange gode kampe igen næste år.
Kevin Verner og Autoforum Racing Team Silkeborg vil også gerne takke alle de andre konkurrenter i feltet, for mange tætte dueller gennem året. Der skal også lyde en stor tak til alle dem som har bakket op omkring holdet, og gjort det muligt at kæmpe med helt oppe i front igen i år.
Og til sidst, skal der også lyde en tak til de officials, som bruger så mange weekender om året på, at vi kan køre racerløb og hygge os med det. Autoforum Racing Team Silkeborg skubber nu bilen ud i salgslokalet i Silkeborg, så kunderne kan beundre racerbilen i de næste mange måneder – og så er der for øvrigt en helt spritny bil på vej til 2025 sæsonen, så vi kan komme tilbage, helt på toppen af Legend Car-serien herhjemme i Danmark.
Autoforum Racing Team Silkeborg