Klubbens sponsorer

Kevin Verner er tilfreds med weekenden

Weekendens Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen blev fornuftig for Kevin Verner. Det kan altid gå bedre, men Autoforum Racing Team Silkeborg og Kevin Verner er tilfreds med resultaterne, selv om det ikke var optimalt.

Weekendens kvalifikation gik nogenlunde. Selv om Kevin Verner ikke kunne finde den rigtige rytme i bilen, blev han stadig nummer fire og dette kvalifikationsresultat bliver byttet til en startplacering som nummer sytten til første løb.

Weekendens første løb blev en kamp for placeringer. I starten af løbet var der en del uro i feltet, og det udnyttede Kevin Verner til at rykke frem i feltet. Han havde en del gode kampe og kørte et løb, der bestemt også var værd at se på fra tribunen. Han sluttede løbet som nummer tre.

I andet løb startede Kevin Verner som nummer to og fik lidt luft i starten, men som altid i Legend Car Cup var den fornøjelse kort, og et øjeblik efter var Kevin Verner med i kampen om de første placeringer i feltet. Der blev kæmpet hårdt i toppen af feltet. Der blev kørt med respekt og publikum fik underholdning for alle pengene. For Kevin Verner var det hårdt arbejde at holde sig helt fremme i feltet og han sluttede weekendens andet løb som nummer tre.

Weekendens finaleløb var lidt mere kontrolleret. Kevin Verner startede som nummer tre, og gennem hele løbet havde han en god kamp om andenpladsen. Da målflaget faldt, var der dog ingen ændringer og Kevin Verner sluttede weekenden som nummer tre.

”Bilen har været god hele weekenden, men jeg har haft følelsen af, at jeg lige har manglet det sidste for at være helt med,” fortalte han efter weekenden. Kevin Ligger stadig nummer tre i mesterskabet og har stadig mulighed for at hente flere gode point på Padborg Park, når der skal køres Night Race den anden weekend i september.

Autoforum Racing Team Silkeborg.