Klubbens sponsorer

Kampen om klubmesterskabet er skudt i gang

Selv om der endnu er over en måned til, at vi i Aarhus Automobil Sport selv skal arrangere asfaltbaneløb på FDM Jyllandsringen, så er kampen om klubmesterskabet blevet skudt i gang.

Vores naboklub – Djursland Motor Klub Autosport – havde den 20.-21. april sæsonpremiere på Ring Djursland, hvor der kørt løb i seks forskellige klasser.

2013-Bane-Super-Cup-Eberfeld-Rohde-01

Den klasse, der havde størst deltagelse af AAS-medlemmer, var Yokohama Super Cuppen, hvor intet mindre end 14 deltagere med klubnummer 027 var til start. Det var ikke kun på det kvantitative område, at AAS’erne satte deres præg på klassen, for alle tre løb havde kørere fra klubben som sejrherrer – og det var endda tre forskellige medlemmer, som vandt løbene!

De største pokaler gik til Nicolai Eberhard, Martin V. Jensen og Jakob Borum, og de topper derfor også meget naturligt kampen om klubmesterskabet i Yokohama Super Cup.

Pointlistefører for klubmesterskabet på asfaltbane er i år Dorthe Pallesen, og hun har uddelt de første sæt point i de forskellige klasser. Tildelingen af pointene er dog med forbehold for de betingelser, der skal være for at udskrive et klubmesterskab på banen.

Klik her for at se stillingen i klubmesterskaberne på bane.