Klubbens sponsorer

Frederik Nymark tilbage i topform til finaleløbet

Årets sidste afdeling af Super GT Danmark blev afholdt i weekenden, og her viste Frederik Nymark, at en podieplacering til Night Race ikke var en enlig svale. For med en sejr og endnu en podieplacering i weekenden er han igen med helt fremme.

Med et kvalifikationsresultat som nummer fem var der lagt op til en god start på weekenden. Resultatet gav ham en startplacering til første løb som nummer fire på gridden. For første gang siden serien startede i Danmark blev der kørt løb på en regnvåd bane.

Umiddelbart så det ud til at banen ville tørre op inden starten på løbet, hvilket ikke viste sig at ske. Nymark Racing havde derfor ramt lidt forbi på taktikken, og Frederik Nymark sluttede på en lidt skuffende syvendeplads i første løb.

Weekendens andet løb skulle også køres i regnvejr og her havde teamet fundet løsningen. Efter at være startet som nummer to, havde Frederik Nymark en kort kamp fremme i feltet, hvorefter han lagde afstand til hele feltet og kørte en sikker sejr hjem.

Årets sidste finaleløb skulle vise sig at blive mere spændende end forventet. Frederik Nymark kørte bilen ud til startgridden, hvor han skulle starte fra plads nummer to. Da han holdt stille på sin startplads, gik motoren ud, og han forsøgte at starte bilen flere gange. Løsningen blev, at Frederik satte bilen i gear, og da de røde lamper slukkede, startede han bilen, holdt på gassen og dermed bevarede han sin andenplads.

Undervejs i løbet var han også nødt til at ændre sin bremseteknik for at holde bilens motor i gang. Han kunne uden besvær forsvare sin andenplads, men turde ikke forsøge at overhale køreren på førstepladsen, selv om muligheden bød sig til efter en safety car af frygt for at komme til at køre både sig selv og konkurrenten af banen.

Det blev derfor til en plads på det næsthøjeste trin på podiet for Frederik Nyark i årets sidste løb. Fejlen på bilen viste sig efterfølgende at være vand i et stik. Efter en sæsonstart med masser af problemer med den nye bil bekræftede de sidste løbsweekender, at Frederik Nymark er tilbage i toppen.

”Jeg vil gerne takke mit trofaste team for deres støtte i den besværlige første halvdel af sæsonen. Man kan jo også vælge at sige, jeg har været på podiet i tre ud af syv løbsweekender, så uden en uheldig sæsonstart var det nok gået bedre i mesterskabet,” sagde en champagneklistret Frederik Nymark efter løbet.

Frederik Nymark vil også gerne takke alle de folk, der udgør Nymark Racing og deres fantastisk store indsats, de har udført i år. En stor tak skal også lyde til de trofaste sponsorer for deres store støtte og de mange hyggelige stunder. Uden jer havde det aldrig kunne lade sig gøre.

Frederik Nymarj takker også de øvrige kørere i teamet for en fair kamp på banen og et godt samarbejde i teltet. Sluttelig vil Frederik Nymark og hele Nymark Racing ønske Kevin Rossel tillykke med et velfortjent mesterskab.

Nymark Racing.