Bente Fallentin 60 år
I dag kan vi ønske en af vores kollegaer i banechefbilen på FDM Jyllandsringen – Bente Fallentin – tillykke med fødselsdagen. Onsdag den 15. juni runder hun nemlig 60 år.
Bente Fallentin har i en årrække været medlem af Aarhus Automobil Sport og blev aktiv som banechefassistent i 2007, da der fra løbsledelsen blev ønsket, at banecheferne på FDM Jyllandsringen skulle have en banechefassistent med i bilerne pga. de voksende administrative og fysiske opgaver, som banecheferne varetager. Bente Fallentin har til hvert løb lavet radiolister og står for udlevering og modtagelse, når løbsweekenden er ovre.
Bente Fallentin har virket som flagofficial til Classic Race Aarhus fra løbets start i 2010 og til og med 2013. I 2014 overtog Aarhus Automobil Sport løbsafviklingen, hvor Per Damgaard overtog jobbet som styregruppeformand for baneofficials og som banechef. Helt naturlig fulgte Bente Fallentin med som banechefassistent og varetog de opgaver, som hun også varetager på FDM Jyllandsringen.
Udover jobbet som banechefassistent har Bente Fallentin også virket som official til rallyløb i Jylland ad flere gange og også som hemmelig tidskontrol til historisk pålidelighedsløb i Aarhus Automobil Sport-regi.
Civilt er Bente Fallentin SOSU-assistent i Odder Kommune, et job hun bestrider til UG. Det job indbefatter også weekendarbejde, som gør, at Bente Fallentin ikke altid kan være med på FDM Jyllandsringen , da der til tider er datosammenfald og jobbet har allerhøjeste prioritet.
Aarhus Automobil Sport ønsker stort tillykke med den runde dag.
Tekst: Per Damgaard.
Foto: Jesper Skjødt.