Klubbens sponsorer

Blev udfordret af dæk og konkurrenter

Det skulle blive en udfordrende hjemmebaneweekend for Kim Lund ved GP Danmark. Den garvede kører blev både udfordret af dæk og konkurrenter.

Efter at have kørt weekendens to træningspas fredag eftermiddag var resten af weekendens program planlagt til lørdag. En god indsats i tidtagningen resulterede i fjerdehurtigste omgangstid blandt Trofeo-kørerne, så der var lagt op til godt racerløb.

Og det startede også ganske godt. AAS’eren hentede to placeringer på den første omgang og kæmpede godt med om en podieplacering i Trofeo-mesterskabet, da en konkurrents overmod sendte ham ud af løbet.

”Det er åbenbart ikke altid så nemt at se ud af forruden på en racerbil, men jeg fik da et ordentligt tryk op bagi for enden af publikumslangsiden, så en bærearm knækkede og løbet var forbi. Jeg er glad for at teamet kunne få bilen klar igen før andet heat, men det er irriterende at slutte løbet på den måde,” siger Kim Lund.

Andet heat blev efter den tidlige slutning startet fra næstbagerste række af feltet. Og hvor der var rigeligt med drama i det første heat, kunne Kim Lund køre sig flere placeringer frem til femtepladsen i Trofeo-feltet. 

Finaleheatet startede i bogstavligste forstand godt. Madbull-raceren skød frem gennem feltet og var efter to omgange tredjebedste Trofeo-kører. Undervejs blev der kæmpet om placeringerne med andre Trofeo-kørere, men mod slutningen var der ikke meget gummi tilbage på dækkene.

”Der blev kørt lidt hårdt, og på et tidspunkt fik jeg et solidt puf i siden, men det kostede ikke andet, end at jeg tabte placeringen. Troede jeg. For da vi kom frem til næste sving blokerede mine forhjul, så jeg endte med at bruge hans bagkofanger som bremse i stedet. Det var ikke helt min hensigt, men jeg er glad for at der ikke skete mere,” siger Kim Lund, som til gengæld blev idømt en tidsstraf for forseelsen.

Straffen konverterede Trofeo-tredjepladsen til en fjerdeplads, men for Kim Lund er fokus allerede rettet mod næste løb: Night Race på Padborg Park.

”Vi har ikke deltaget i Night Race før, og selvom vi nok ikke kommer til at køre mens det er helt mørkt, så tror jeg at det bliver en ny oplevelse. Vi må se om ikke vi kan få et bedre resultat med hjem derfra.”

Madbull Racing.