Klubbens sponsorer

Ny sejr til Nicklas Nielsen

Nicklas Nielsen hviler ikke på laurbærrene og kunne søndag aften dansk tid fejre endnu en triumf, da han sammen med argentinske Luis Perez Companc og franske Lilou Wadoux vandt sekstimersløbet på Watkins Glen i New York. Dette skete blot en uge efter AAS-medlemmets storslåede sejr i Frankrig, hvor han sikrede det italienske mærkes anden Le Mans-sejr i træk.

Sejren på Watkins Glen – ét af højdepunkterne i det amerikanske LMP2-mesterskab – kommer efter en svær start på sæsonen, hvor trekløveret fra AF Corse først måtte udgå fra 24-timersløbet på Daytona International Speedway i januar og heller ikke formåede at gennemføre 12-timersløbet på Sebring i marts.

På Watkins Glen var der udsigt til endnu et hårdt løb for Nielsen og teamkammeraterne, som startede fra en niendeplads i den 13 biler store og benhårde LMP2-klasse. Racet blev undervejs afbrudt af et rødt flag grundet massivt regnvejr, som udløste en del ulykker, men en god strategi med de rigtige kald og lidt held undervejs betød, at Nicklas Nielsen for anden søndag i træk kunne køre en vinderbil over stregen.

”Jeg er naturligvis meget, meget glad. Det har været nogle rigtig gode uger, og jeg er lykkelig over nu også at vinde min første sejr i det amerikanske IMSA-mesterskab. Det er et prestigefyldt mesterskab med enorm konkurrence, så dén sejr kan vi godt være stolte af. Jeg synes, vi har været stærke og konkurrencedygtige fra starten af sæsonen, men vi har også været uheldige. Dét var vi ikke i dag, hvor både Luis (Perez Companc, red.) og Lilou (Wadoux, red.) og resten af teamet gjorde det fantastisk,” lød det fra Nicklas Nielsen

Næste opgave for Nicklas Nielsen er tredje afdeling af European Le Mans Series på italienske Imola den 5.-7. juli, hvor Ferrari-køreren stiller op sammen med danske Formula Racing.

Tekst: Nikolaj Karlshøj.
Foto: AF Corse.