Klubbens sponsorer

Kevin Verner er glad efter CHGP

Efter weekendens Copenhagen Historic Grand Prix kørte Kevin Verner hjem med et stort smil på læben. Det havde ikke været den perfekte weekend, for ham og Autoforum Racing Team Silkeborg, men det var tæt på.

Efter en kvalifikation, hvor han lige skulle have banen i København ind under huden, sluttede han på en femteplads. Reglerne for starten var ændret i København, så man ikke byttede rundt på de første tyve mellem kvalifikationen og første løb. Det betød en startplacering til Kevin Verner som nummer fem.

Under det første løb havde han fundet sig til rette mellem betonklodserne og kørte sig frem til en tredjeplads.

Weekendens andet løb blev startet fra en fjerdeplads. I toppen af feltet var der kamp om pladserne og det var hårdt arbejde for Kevin Verner at slutte som nummer to i løbet.

Weekendens finaleløb skulle vise sig at blive lidt for spændende. Efter at være startet som nummer to kørte Kevin Verner sig frem til en førsteplads. Glæden var dog kort, for på grund af en dårlig kobling havde han desværre rullet et par centimeter lige før starten gik. Selv om Kevin Verner ikke havde haft en fordel, blev han idømt en strafbane for tyvstart. Da han skulle tage sin strafbane, fløj han gennem strafbanen, så det måske var den hurtigste strafbane, der er taget i København. Kevin Verner tabte to placeringer, men kom igen og sluttede som nummer to.

”Det er er en fed bane at køre på, den er helt klart blandt mine favoritter,” sagde Kevin Verner efter weekenden. Han ligger nu nummer tre i mesterskabet. Allerede næste weekend skal teamet i kamp igen på Ring Djursland.

Autoforum Racing Team Silkeborg