Hans Jørgen Andersen 70 år
Da den 20-årige unge mand, Hans Jørgen Andersen, meldte sig ind i Aarhus Automobil Sport den 1. januar 1968, blev det starten på en lang æra i klubbens historie.
Når man kigger lidt i klubbens jubilæumsbog, kan man se, at Hans Jørgen blevet klubmester i bilorienteringsløb første gang i 1973. Det var i den daværende junior-klasse, og det var sammen med Ove Skyum. Dette makkerpar kørte sammen indtil 1976 og opnåede mange sejre sammen. Kronen på værket sammen med Ove ser ud til at have været, at de blev Århus-mestre i 1976.
Fra 1977 og til 1983 kørte Hans Jørgen sammen med Ole Mortensen, og dette mandskab vandt i alle årene klubmesterskabet og hjemkørte mange titler i Trekantmatchen og Østjysk Turnering.
Fra 1986 og til 1990 vandt Hans Jørgen sammen med Hans Jakobsen klubmesterskabet i O1-klassen.
I 1994 var to gange Hans rykket ned i O2-klassen og snuppede endnu et klubmesterskab, og i 1995 lykkedes det også at vinde både JM og DM i O2-klassen.
I 2006 opnåede Hans Jørgen at vinde DM i økonomiløb sammen med Jørn Iversen fra Motor Sport Sønderjylland, og dette mandskab kørte også NEZ-serien i benzinspareløb og var et år meget tæt på at snuppe NEZ-titlen.
Til 2008-sæsonen fik Hans Jørgen og Hans comeback i O-sporten og fik lov til at starte i C-klassen, og her vandt de deres klasse i firkantturneringen. 2009-sæsonen bød på guld i JFM, og sejren i DM glippede kun, fordi mandskabet manglede at køre et løb for at gennemføre DM serien. Vores to gange Hans var klubbens mest vindende mandskab i 2010 og vandt både DM og JFM i overlegen stil i C-klassen. I 2011 var de at finde i B-klassen, og de fik guld i JFM og sølv i DM, og var også med til at vinde hold-DM til Aarhus Automobil Sport. 2013-sæsonen bød på endnu et DM-guld i B-klassen. Og hvem ved, det kan være, at der er flere titler på vej?
Hans Jakobsen fortæller følgende om at køre sammen med Hans Jørgen Andersen:
”Jeg vil blot nævne, at forfængeligheden har været i højsædet, da det tog en krig, inden han erkendte, at der var brug for briller,” siger Hans Jakobsen. ”Det var i starten nogle billige, der blev indkøbt. Det satte sit præg på vores resultater og luppen blev brugt flittigt.
”I dag kommer brillerne kun frem, når der er behov. Ved mål bliver brilleetuiet nok åbnet og lukket de første 20 gange. Ellers er vi et harmonisk par, der dyrker sporten. Det foregår stille og roligt, hvor vi hjælper hinanden, hvis der er tvivl om ruten.”
Dagens fødselar har igennem tiden også været med til at arrangere en del O-løb, og så vidt det vides, er der stadig nogle af deltagerne fra et løb i 1978, der endnu ikke har fundet målkontrollen!
I dette løb blev rutebøgerne udleveret af flere omgange, og da deltagerne hen ad morgenstunden troede, at de langt om længe var færdige med løbet, fik de såmænd bare udleveret rutebog nummer 3, og mange af deltagerne var på randen af et sammenbrud.
På trods af, at Hans Jørgen Andersen har fundet tid til at køre adskillige motorløb, kender de fleste ham mere som den utrættelige kasserer i Aarhus Automobil Sport. Denne post har han bestredet med bravur siden 1974, og i den tid, er der aldrig afleveret et regnskab med underskud. Dette er virkelig imponerende, og indtil videre er klubbens formue steget fra under 10.000 til omkring 1 million kroner.
Sidste år blev Hans Jørgen hædret for denne indsats med DASU’s hæderstegn i sølv, og selv om han ikke synes, at nålen var ret stor, er der ingen tvivl om, at vores kasserer var glad for hæderen. Indtil videre har vores gode kasserer slidt syv AAS-formænd op. Lad os håbe, at han får klaret mange flere.
Hans Jørgen arbejdede i mange år ved skattevæsenet, ja, jeg tror faktisk aldrig, at han har været andre steder, og man har altid kunnet få et godt råd til udfyldelse af selvangivelsen.
Udover motorsporten er han også en ivrig motionscykelrytter, og på trods af alderen er det stadig tæt på, at han kan køre fra sin søn Ronnie. Sidste år fejlbedømte Hans Jørgen dog tyngdevægten og tog et kæmpestyrt i en rundkørsel med et brækket kraveben og en skadet skulder til følge. Men så vidt det vides, er cyklen allerede blevet luftet nogle gange i år.
Der bliver også tid til at samle en del modelbiler, og her er det foretrukne mærke Ferrari. Han går da heller ikke af vejen for at bygge nogle af Lego-bilerne med rigtigt mange dele.
Også hjemme i Søften nydes der godt af Hans Jørgens flair for regnskaber, da han her er kasserer i SGF´s venner, som er en støtteforening for Søften Gymnastikforening. Der bliver også tid til huset i Søften, hvor han sammen med Lone nyder haven, og det er også en stor glæde, når børn og børnebørn kommer på besøg.
Så her den 4. april 2017 er der stor grund til, at alle i Aarhus Automobil Sport kipper med flaget og ønsker Hans Jørgen Andersen et kæmpestort tillykke med 70 års fødselsdagen.
Bjarne Andersen.