Klubbens sponsorer

Hæder til Harry Laursen og Jan Præstekjær

To medlemmer af Aarhus Automobil Sport var i centrum, efter at Dansk Automobil Sports Union lørdag havde afholdt sit årlige repræsentantskabsmøde. Mange af de fremmødte var forblevet i Idrættens Hus til en efterfølgende middag, og her blev der uddelt hæderstegn til to AAS’ere.

Det var Harry Laursen og Jan Præstekjær

Jan Præstekjær modtog DASU’s hæderstegn i sølv. Dette skete med denne begrundelse:

Jan Præstekjær blev medlem af Aarhus Automobil Sport (AAS) i 1977, hvor han startede med at køre bilorienteringsløb med hustruen Vivi, og siden har han trukket flere andre familiemedlemmer ind i klubben som frivillige.

Utallige er de opgaver, som Jan har varetaget i klubben. Gennem sit arbejde sørgede han altid for, at AAS havde tryksager i god kvalitet, og han gik ikke af vejen for at tage rundt til klubbens arrangementer for at fotografere, ligesom han i en periode også var redaktør for klubbladet.

Det er dog FDM Jyllandsringen, de fleste forbinder Jan Præstekjær med. Han begyndte i 1980 som official i banens pit – et område, han senere fik ansvaret for – blev teknisk kontrollant og kunne i 1984 skrive løbslederassistent på sit visitkort. Året efter stod han for første gang som løbsleder i spidsen for et løb på FDM Jyllandsringen, og det har han siden gjort hvert år – med enkelt undtagelse. Derudover har han indgået i løbsledelserne på baner som Padborg Park, Ring Knutstorp, Sturup Raceway og Bellahøj Park, og i de seneste syv har han indgået i løbsledelsen ved Classic Race Aarhus – de sidste to gange som løbsleder.

Jan Præstekjær er indstillet af Aarhus Automobil Sport.

Harry Laursen modtog DASU’s hæderstegn i guld. Dette skete med denne begrundelse:

Harry Laursen stiftede første gang for alvor bekendtskab med motorsport, da han i 1971 blev mekaniker for sin bror i gokart. Det ene førte det andet med sig, og snart var han også involveret som hjælper for nogen af datidens koryfæer i banesport, bl.a. Poul H. Pedersen og Kresten Svoger.

Interessen tog dog for alvor fart da sønnen Jesper i slutningen af 90’erne begyndte at dyrke kartingsporten på topplan. Det fik Harry til at melde sig ind i Grindsted Gokart Klub i 1998, hvor han snart blev en del af klubledelsen som en del af bestyrelsen fra 1998 – 2016. Han er dog nu medlem af Aarhus Automobil Sport (AAS)

Sideløbende blev han valgt til DASUs bestyrelse; et hverv han beklædte fra 2006 – 2020. Det førte til en plads i DASUs Eliteudvalg hvor Harry virkede i en lang årrække, og her bidrog med sin store viden om karting og baneløb.

Som aktiv har han to gange deltaget i ’Rallye Jean BEHRA Historique’.

Harry Laursen er indstillet af DASUs bestyrelse.

Vi ønsker de to AAS’ere et stort tillykke med den flotte hæder.

Foto: Per Leth.