Klubbens sponsorer

Frederik Nymark lagde godt fra land

Frederik Nymark er igen den bærende kraft i Nymark Racing, og sammen med teamchef Morten Eriksen var teamet udvidet til nu at indeholde to Super GT-racere, samt en bil i Grand Prix Tours Super 2L. Det var starten på den i alt 10. sæson for teamet i den danske topklasse, hvor målet helt klart er at få den helt store pokal med hjem, når sæsonen slutter i oktober.

Åbningsløbet på Padborg Park startede rigtig godt for Frederik Nymark, der satte den hurtigste tid af alle i den allerførste tørre træning og vel at mærke på et helt nyt dækfabrikat i forhold til alle de foregående sæsoner. Det blev fulgt op ved også at sætte den bedste tid i træning 2. Der blev fundet endnu mere tid under de 10 minutters kvalifikation, hvor den i år primært hvide racer med startnummer 48 på siden fik kvalificeret sig ind som toer, blot 0,1 sekund fra pole position.

I løb 1 gjaldt det om at komme uskadt igennem de 15 minutters kørsel. Når kørerne i top-8 efter kvalifikationen blev vendt om til rækkefølgen, kan der af og til blive givet lidt knubs. Det kom der også andre steder i feltet, men Frederik Nymark holdt sig fri af det, og kom hjem på en fornuftig tredjeplads.

Under middagspausen søndag blev der arbejdet på lidt småting omkring bilens opsætning, som forhåbentlig kunne få Frederik Nymark endnu længere frem på resultatlisten. Løb 2 blev en hård og tæt kamp, men det lykkedes at kæmpe sig fra P4 til P2 og endda sætte personligt hurtigste omgangstid på den allersidste omgang af løbet.

Finaleløbet blev startet som toer, og selvom der blev lagt maksimalt pres på etteren, og Frederik faktisk kørte omgangstider, som var hurtigere end vinderen, bød muligheden sig for et ikke-risikabelt forsøg på en overhaling sig desværre ikke.

Nymark satte faktisk den hurtigste omgangstid af alle i alle tre heats. Så farten var der så absolut henover hele søndagen.

Nymark Racing.