Bronze og sølv til AAS’ere
Da Bjerringbro og Omegns Auto Sport lørdag den 18. november afviklede Hammershøj Autoophug-løbet, som var finaleløbet i Jysk Fynsk Mesterskab i bilorienteringsløb, endte det med to sæt medaljer til Aarhus Automobil Sport.
Løbet startede i mange af O-bilernes rette element med kørsel blandt mere eller mindre udtjente biler på Hammershøj Autoophugs arealer. Derefter var der en del kørsel i området ved Hammershøj, Læsten, Tindbæk og ikke mindst meget kørsel i og omkring Løvskal. Løbsruterne var lavet af dels Kenneth og Frank Kjeldsen, dels Alexander og Kurt Rasmussen. De havde fået fabrikeret et fint løb med rigtigt mange fine tilladelser på private veje.
Ved mål i BOAS’ klublokaler i Hjermind var der hurtig beregning af strafpointene, og Hans Jakobsen og Hans Jørgen Andersen endte på tredjepladsen i B-klassen. Bronzeplaceringen blev også deres samlede slutstilling i JFM-turneringen. I M-klassen endte Bjarne Andersen og Bernd Thrysøe på andenpladsen efter de jyskfynske mestre Børge Holm og Jørn Mørup. Andenpladsen til AAS-mandskabet var også den plads, det endte med for makkerparret i det samlede JFM-regnskab. Renée og Hans Ole Nielsen stillede også til start i løbet og sluttede på en fjerdeplads i A-klassen.
Bjarne Andersen