Linda Rytter 70 år
Endnu en af klubbens trofaste og altid smilende medlemmer runder i dag et lidt skarpt hjørne her i livet. Det er Linda Rytter fra Kruså (Smedeby) i det sønderjyske, som søndag den 20. marts fylder 70 år.
Linda blev medlem af Aarhus Automobil Sport i november 2005 og efterfølgende også medlem af Motorsport Sønderjylland, og med sit altid smilende og positive væsen er hun et kendt ansigt blandt både kørere, teams og andre officials. Gennem en del år har hun været en fast del af opliningen på FDM Jyllandsringen hvor hun altid med et smil eller et håndtegn ønsker kørerne et godt race. Hun har ligeledes bestridt poster som flagofficial, licenskontrol og sekretariat. Hun har også i mange år været et fast ansigt i licenskontrollen på Padborg Park, hvor hun også har fungeret som pokaloverrækker og ”kyssepige” …. hun har ligeledes været med til at afvikle løb i Sverige.
I sit lidt mere private liv startede hun som ung pige i huset og kom senere til at arbejde på feriehjemmet Landheim ved Flensborg Fjord, hvor hun sammen med sin bedstemor havde mange gode år. Senere overtog Linda selv driften af feriehjemmet.
I dag har hun forladt arbejdsmarkedet, men er stadig altid i gang med nogle af alle sine kreative ting så som hæklenål, ikonmaleri og den slags. Hun nyder ligeledes meget det årlige julemarked i Tønder, hvor hun har sin hytte med salg af alle sine hobbyting.
Linda Rytter har to voksne piger, fire børnebørn og to oldebørn, som hun nyder rigtig meget at være sammen med.
Linda elsker at rejse med sin faste rejsekammerat Henrik Kirkegaard, og turen har nu gået til Florida otte gange, hvor hun har kørt staten tynd og oplevet rigtig mange ting lige fra Saint Augustine i nord og til USA’s sydligste punkt Key West, Tampa Bay og sågar en raketopsendelse fra Cape Canaveral. Hun har også besøgt Daytona International Speedway og adskillige gange været til 12-timersløbet på Sebring. Linda tager også tit på en lille rejse sammen med veninden Krista.
Aarhus Automobil Sport ønsker hjertelig tillykke med den runde dag.
Cathrine Kock / Henrik Kirkegaard.