Klubbens sponsorer

Henrik Møller-Nielsen 50 år

Den 9. februar fylder et af Aarhus Automobil Sports toneangivende medlemmer 50 år. Det er Henrik Møller-Nielsen, som runder det skarpe hjørne, og her fra klubbens side skal der lyde et stort tillykke.

Henrik Møller-Nielsen har været en del af klublivet gennem hele sin aktive motorsportskarriere. Ja, man kan uden blusel sige, at han praktisk taget blev født ind i klubben. Hans farfar er nemlig Aage Møller-Nielsen, en af stifterne af Aarhus Automobil Sport tilbage i 1957 – ni år før Henriks fødsel.

2016-Orientering-Moeller-Nielsen-Henrik-02

Bilsporten på vejene har været Henrik Møller-Nielsens store passion. Bilorientering og rally i de tidlige år og klubrally og pålidelighedsløb i de senere år. Og han har været kendt for at gå til kanten – og ofte overskride den.

Indenfor bilorientering har han kørt såvel nationalt som internationalt. Flere gange var han med på det danske hold indenfor først NM og siden NEZ, og det endte faktisk med, at han har fået opkaldt en lokalitet i Finland efter sig! På finsk hedder den vist Heenriiks Sviing med lokalsprogets vanlige hang til at bruge dobbelt så mange vokaler som konsonanter. Stedet ligger nord for søen Kivijärvi. Her er der nemlig et sving, hvor han satte sin lilla firhjulstrækker godt og grundigt ud i skoven. Hvilket han har måttet høre meget for siden – og den runde dag er jo en oplagt lejlighed til at genfortælle fadæsen.

2016-Orientering-Moeller-Nielsen-Henrik-01

I det hjemlige er det også gået over stok og sten. Ved et løb i Vinderup i 1994 havnede bilen – også – udenfor den rute, som løbsledelsen havde forudset, at deltagerne ville bruge. ”Efter mange problemer (vist nok en løs karburator) fik jeg for anden gang i det løb 127’eren sat fast på en træstub, og denne gang var der kun Anne til at skubbe. Og en 127’er kan sprøjte meget mudder op i 167 cm højde,” fortalte Henrik Møller-Nielsen dengang til AAS’ klubblad.

Og Anne – med ungpigeefternavnet Rasmussen og rødder i det nordsjællandske – var nogle år tidligere blevet Henriks livsledsager. Vist nok efter en episode i Jægergårdsgade, hvor AAS i sin tid havde sine klublokaler. De har kørt mange løb sammen. Senest i bilorientering, men inden da i rallysporten, hvor de bemandede en Fiat Uno Turbo 1.4 i.e. … og hvor der bl.a. i et gammel AAS-klubblad findes et foto af en afkørsel, hvor Henrik Møller-Nielsen på en mark leder efter stumper, som kan genbruges. Det var vist her, at han fik kælenavnet Tingfinderen.

2013-Klubrally-Henrik-Moeller-Nielsen-01

Car Crasher eller Car Destroyer er to andre øgenavne, der er blevet hæftet på Henrik Møller-Nielsen. Medvirkende årsag hertil har bl.a. været, at brand ikke har været et ukendt fænomen i vognparken. Det er heller ikke ukendt, at en defekt har betydet, at han har måttet trække en anden bil ud af laden for at være med … og familiens vognpark har været stor. I AAS har vi nok at gøre med at holde ID-numre opdateret på vores medlemsoversigt, men hvis vi kikker tilbage på de seneste halvandet års historier på hjemmesiden, kan vi konstatere, at Henrik Møller-Nielsen har været aktiv i motorsportssammenhæng i fem biler. Et køretøj (Renault Megane) er brugt til bilorientering, to køretøjer (Peugeot 106 og Mazda 323) er blevet brugt til klubrally og bilorientering, og to køretøjer (Ford Cortina Mk I og VW Golf I) er blevet brugt til historisk påldelighedsløb. Den eneste bil, han – så vidt vides – ikke har brugt som konkurrencekøretøj, er en Subaru. Men den har også firhjulstræk og krog, så med en trailer bagefter kan hente dagens strandede bil…

Henrik Møller-Nielsen er netop vendt hjem fra Rallye Monte-Carlo Historique. Det er tredje gang, han har været til start der. Første gang som observatør. De to seneste gange som chauffør med sønnen Martin som observatør. Det vil de fortælle om ved den kommende klubaften i AAS. Og jo, så blev han i 2014 også klubmester i klubrally sammen med datteren Malene.

Fra Aarhus Automobil Sport ønsker vi tillykke med den runde fødselsdag.

Morten Alstrup.