Tillykke til Jes Munk
Hædres skal den, som hædres bør, og selv om det måske er mere end en måned siden, at Jes Munk har sikret sig sin internationale titel, så skal han naturligvis have en stor lykønskning fra Aarhus Automobil Sport.
Jes Munk er ikke en af de klubmedlemmer, vi oplever ved hverken Stilo Rally Odder eller baneløbene på FDM Jyllandsringen. Det er i udlandet, at AAS’eren slår sine folder.
Jes Munk har i år deltaget i FIA World Cuppen for de såkaldte Cross-Country Rallyer i den såkaldte T3-klasse, hvor det er lykkedes ham at vinde den officielle cup. Derudover har han også gjort det så godt i kampen mod kørerne fra de øvrige klasser, at han er sluttet på en 20. plads i den generelle World Cup.
Syv afdelinger har indgået i FIA World Cuppen for T3-klassen, hvor Jes Munk blev toer i Abu Dhabi Dessert Challenge og vandt Baja Aragon i Spanien og Rallye Oilibya du Maroc. I T3-klassen kører han i en Polaris RZR, der er specialbygget til formålet. Den har således en fircylindret motor på blot 1.000 cm3, men har til gengæld en brændstoftank på intet mindre end 240 liter. Polaris-mærket kendes herhjemme også for sine ATV-køretøjer, som flere DTC- eller SSC-teams anvender som trækdyr for deres racerbiler i depotet på FDM Jyllandsringen.