Jan Jønck med RS Competition til Tyskland
Når den første tyske Formel 4 sæson i slutningen af april 2015 skydes i gang på Oschersleben, bliver det med deltagelse af RS Competition. Den tidligere ADAC Formel Masters klasse omdøbes i 2015 til ADAC Formel 4, og i den forbindelse ensretter man reglementet med de øvrige europæiske Formel 4-serier.
”Vores team tager udgangspunkt i at tage hånd om de unge talenter helt nede fra 8-9 års-alderen, og i dag er vi repræsenteret i alle gokartklasser og i Formel Ford,” fortæller Robert Schlünssen fra RS Competition. ”Vi holder gerne fast i de dygtigste og mest ambitiøse af kørerne og følger dem op gennem klasserne, og i takt med at deres evner og ambitioner bliver større og større, finder jeg det helt naturligt, at vi som team tager det næste skridt sammen med dem. Jan og Glenn, som vi nu indsætter i Formel 4, er to gode eksempler på de principper og visioner, som jeg driver RS Competition ud fra.”
Jan Jønck er 16 år gammel, og efter at have deltaget i en lang række gokartklasser sammen med RS Competition debuterede han i 2014 i det danske Formel Ford-mesterskab, hvor han sluttede sæsonen på en samlet andenplads. Glenn Rupp var i 2014 snublende tæt på at vinde det tyske Rotax Senior-mesterskab, men en påkørsel af en konkurrent i sæsonens sidste heat betød, at han måtte tage til takke med andenpladsen.
”Jeg tror rigtig meget på mine kørere. Selvom de begge er unge, så har de vist mig, at de har, hvad der skal til, både gennem deres præstationer over de sidste år og under de tests, som vi har gennemført i Formel 4-racerne,” siger Robert Schlünssen, som også er godt i gang med at få den tekniske stab på plads. Den erfarne englænder Julian Hoskins, som bl. a. var chefmekaniker for Kevin Magnussen i Formel Ford, er således allerede på plads i teamet, og flere dygtige folk er på vej.
Racerne til ADAC Formel 4 består af et kulfiberchassis fra den italienske konstruktør Tatuus. Racerne udstyres med 1,4 liters turbomotorer med en ydelse på 160 HK fra det italienske firma Fiat Abarth.
”Vi glæder os meget til at tage kampen op og måle os mod nogle af de mere etablerede teams. Der er ingen tvivl om, at der venter os en stor opgave, men jeg tror fuldt og fast på, at vi nok skal gøre opmærksom på os selv,” siger Robert Schlünsen.
Jens Hvas.