Klubbens sponsorer

Så er der Torsdagsrally i Hadsten

Torsdag den 6. juni om aftenen er der i Hadsten gode muligheder for dels at prøve egne evner af, dels at lære sin bil bedre at kende. Det sker, når Aarhus Automobil Sport i tidsrummet fra 18.00 til 21.00 for anden gang i år afvikler Torsdagsrally hos Danish Agro Selling mellem Hadsten og motorvej E45.

”Torsdagsrally er lige til at gå til, og så er der samtidig tale om organiseret, lovlig motorsport,” fortæller Knud Erik Nygaard fra Aarhus Automobil Sport.

”Du behøver ikke at være medlem af hverken vores klub – selv om du da naturligvis gerne må blive det – ligesom du heller ikke skal have en licens. Inden du starter, sørger vi for at give dig den nødvendige instruktion, inden vi slipper dig løs på vores torsdagsrallyprøve, hvor du kan afprøve dine evner bag rattet af din bil.”

Torsdagsrally er en forenklet form for klubrally, der er rallysportens begynderdisciplin. Til Aarhus Automobil Sports kommende Torsdagsrally behøver man ikke at forhåndstilmelde sig, men der er nogle få krav, som skal være opfyldt, inden man starter.

”Bilen skal være lovlig, indregistreret, og man skal sørge for at medbringe den originale registreringsattest,” forklarer Knud Erik Nygaard. ”Køreren skal også kunne fremvise sit kørekort. Det er dog ikke nødvendigt for navigatøren, som sidder ved siden af i bilen og læser skitsen over hastighedsprøven op. Til gengæld skal begge være iført styrthjelme. Har man ikke selv nogen, kan man låne af klubben på dagen.”

Adressen for stedet er Bavne Allé 8, Selling pr. Hadsten.