Tre mestre fundet
I forrige weekend blev Int. Danboring Rally Denmark afviklet – et rally, hvor Aarhus Automobil Sport spillede en meget stor aktiv rolle. Dels var klubben medarrangør, dels var det klubbens officials, der bemandede og stod for afviklingen af hastighedsprøve 6/9.
Int. Danboring Rally Denmark var også årets sidste egentlige rallyarrangement, og derfor har Anne Møller-Nielsen nu kunnet færdiggøre opregningerne i to af de tre konkurrencer indenfor rallysporten, nemlig klubmesterskabet i rally og rallypokalen.
Såvel rallypokalen som klubmesterskabet i rally for andenkørere er i år blevet vundet af en og samme person. Det er Mette Felthaus, der i år har sekunderet Kenneth Madsen, og dermed har hun været klubbens mest aktive indenfor rallysporten med 13 starter. Det har udløst rallypokalen til hende. Blandt andenkørerne har hun længe ligget i front, men hun bevarede føringen, selv om Mie Petersen sikrede sig masser af point i de to seneste DM-rallyer. I øvrigt var det kvinderne, som dominerede andenkørernes mesterskab, da Malene Møller-Nielsen tog tredjepladsen.
Blandt førstekørerne var det Ib Kragh, som blev tog klubmesterskabet. Det gjorde han i øvrigt foran to andre 50-plus-kørere, Henrik Møller-Nielsen og Søren Lind Andersen.