Torben Nielsen 60 år
Torben Nielsen kan den 12. maj fejre sin 60-årsfødselsdag. Han er bare helt unik, en god ven man kun kan holde af, og alle vi på FDM Jyllandsringen kan lide ham, for han får os alle til at smile med sit altid gode humør.
Torben Nielsen kan også være alvorlig, hvis der er brug for det. Han kan huske de fleste regler i hovedet, og han kan være meget stædig, hvis han mener, han har ret. Og det har han som regel… Men han elsker at hygge med kaffe og kage, ja bare det er hyggeligt, så er Torben klar. Han er der altid, når man har brug for ham. Både som ven og official kan man altid regne med Torben.
Torben Nielsen har været mange år på FDM Jyllandsringen, først på banen som flagofficial og ellers har han været i pitten alle de andre år. Hvornår han startede på banen, fortaber sig i glemslen, men det må være tæt på 30 år siden, at han startede.
Torben Nielsen og jeg har også deltaget ved Classic Race Aarhus, hvor vi var med syv eller otte gange, ligesom vi sammen også har været official til løb i Sverige og på Padborg Park.
Torben Nielsen er et meget socialt menneske, der bruger meget tid sammen med andre mennesker. Han er også et familiemenneske og er meget vellidt i familien. Han er desuden med på træskibet Connie i Aarhus, hvor han sejler som fast mand.
Torben Nielsen har i flere år hjulpet til på Le Mans som frivillig i køkkenet hos GP Tours, hvor han har været med til at lave mad til 1.200 gæster både morgen, middag og aften. Derigennem har han fået mange gode venskaber for livet. Han synger også i kor, ja, han elsker at synge, og det gør han også af og til på diverse racerbaner.
Torben Nielsen er et helt igennem fantastisk menneske. Han møder verden med masser af humor og godt humør. Solen skinner altid lidt mere i Torbens selskab. Det er sjældent man møder et menneske som ham.
Glen Lorentzen.