Testede paddleshift i Holland
Normalt er det ikke unormalt at danske motorsportsfans kommer forbi CS Racings telt for at se nærmere på den hurtige Special Saloon Car-racer. I weekendens racerløb på Assen i Holland var interessen dog overvældende.
”Det var virkelig imponerende – folk stod i kø foran vores telt for at få lov til at se nærmere på bilen og tage et billede af den,” fortæller Christian Siepmann, som til sidst måtte sætte afspærring op for at holde plads fri til mekanikerne.
Den fragtmandsblå BMW er bygget og justeret efter det tekniske reglement i Sunoco SSC-klassen på de hjemlige racerbaner, og da det hollandske reglement på flere punkter er markant anderledes, var det ikke jagten på topplaceringer, Christian og teamet jagtede.
”Jeg kunne vælge enten at køre i en klasse, hvor bilen var et sekund hurtigere end konkurrenterne, eller i en, hvor jeg var et par sekunder for langsom – så jeg valgte det sidste,” siger Christian, som skulle teste noget nyt. ”Vi har installeret paddleshift, så jeg fremover kan skifte gear på knapper bag rattet – og det giver virkelig ekstra overskud igennem svingene! Samtidig har jeg lært lidt om at køre i hurtige sving, for der var flere steder, hvor vi kørte igennem i sjette gear med mere end 200 km/t.”
Der er stor ros til løbsarrangørerne, som var imødekommende og hjælpsomme.
”Jeg er ikke utilfreds med de danske forhold, men de hollandske løbsarrangører gjorde virkelig meget ud af at sørge for, at vi fik en god oplevelse og at alting virkede som det skulle. Det er bestemt ikke sidste gang. at jeg skal køre i Dutch Supercar Challenge!”
Nu kan Christian Siepmann glæde sig til næste løb, som er årets største løb i Danmark – Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen. Her skal mesterskabsføringen i Sunoco SSC-mesterskabet forsvares, og Christian glæder sig.
”Det bliver et af de spændende løb, hvor vi får besøg af de norske GT-kørere. Det betyder at jeg også har en chance for at blive nordisk mester i min klasse – så alting skal spille 100 % i den weekend,” siger han.
CS Racing.