Niels Brøchner 1946-2016
Aarhus Automobil Sport har tirsdag morgen modtaget meddelelsen om, at vort medlem Niels Brøchner er gået bort efter længere tids sygdom i en alder af 70 år.
Mange i klubben kendte Niels og var i kontakt med ham – om ikke på daglig eller ugentlig basis, så i hvert fald på årlig basis, for han var om nogen synonym med Classic Race Aarhus – et arrangement, som klubben i de seneste år har været sportslig ansvarlig for.
Niels Brøchner var idémanden og initiativtageren bag arrangementet i maj, som han formåede at udvikle til ikke blot det største asfaltbanearrangement i Danmark, men også Nordens største festival for klassisk motorsport. Ikke nok med det. Han skabte med Classic Race Aarhus også en begivenhed, der fik mange menige danskere til at fatte interesse for sporten og komme til racerløb.
Selv var Niels Brøchner aktiv på racerbanerne. Oprindelig bag rattet af en Skoda Octavia, så som ejer af Team Aarhus Racing og i de seneste mange år som chauffør i sin hvide BMW 2002tii i den historie 71-klasse.
Æret være hans minde.