Klubbens sponsorer

Nicklas Nielsen tæt på podiet

Trods pole position og hurtigste løbsomgang måtte Nicklas Nielsen og teamkammeraterne fra Ferrari AF Corse slutte lige udenfor podiet i skuffende VM-ræs på Imola. Det lignede ellers et sikkert topresultat for AAS’eren og hans teamkammerater Antonio Fuoco og Miguel Molina, som lagde hårdt ud med en pole position til anden afdeling af årets FIA World Endurance Championship på Imola søndag.

Nicklas Nielsen havde ellers kørt holdet op fra en sjette- til en andenplads efter løbets første pitstop, og trekløveret fra Ferraris Hypercar-hold holdt en stærk føring ved udgangen af fjerde time i det sekstimerlange VM-løb – men derfra gik det den forkerte vej. Et sats med at blive på slicks i et tiltagende regnvejr slog fejl, og da Ferrarierne omsider pittede for at skifte dæk, blev de overhalet af konkurrenterne, som havde pittet flere omgange tidligere og i mellemtiden indhentet de italienske frontløbere.

En stærk indsats betød dog, at Ferrari 499P-raceren med Nielsen, Fuoco og Molina kørte sig godt frem i feltet og sluttede på en fjerdeplads lige udenfor podiet, hvilket sikrede vigtige point til mesterskabet. Bilen blev også noteret for løbets hurtigste omgang.

”Det var en ærgerlig udvikling på et løb, hvor vi ellers var stærke i de første timer,” siger Nicklas Nielsen. ”Vejrskiftet betød, at vi ikke kunne fuldføre som ønsket, og selvom vi gjorde et stærkt arbejde med at få os op gennem feltet igen, kan vi ikke være tilfredse med vores indsats denne weekend. Nu skal vi have analyseret vores race, så vi kan forbedre vores performance og vende tilbage stærkere, når det går løs til næste afdeling på Spa-Francorchamps.”

Tekst: Nikolaj Karlshøj.

Foto: Ferrari Media.