Klubbens sponsorer

Nicklas Nielsen havde farten

Nicklas Nielsen viste fredag og lørdag sig igen fra sin stærke side, da sæsonens andet løb i Audi TT Cup blev kørt på Nürburgring i forbindelse med det legendariske 24-timers løb samme weekend. AAS’eren startede stærkt ud med at sætte hurtigste omgangstid i den frie træning og kvalificerede sig efterfølgende til position tre. Første løb sluttede han dog som sekser, mens han i andet løb blev firer.

2016-Bane-Audi-Nielsen-Nicklas-03

”Farten var væk efter fredag, og den kom aldrig tilbage,” lyder det fra Nicklas Nielsen, hvis weekend startede rigtig godt, men sluttede knapt så godt. ”Det skulle have gået bedre, men udviklingen fra den frie træning til kvalifikationen og de to løb var ikke positiv.”

”Efter alt er jeg dog tilfreds, da det er gode points til mesterskabet,” lyder det afslutningsvis fra Nürburgring og det danske talent, der placerer sig på femtepladsen med 61 point efter Sheldon van der Lindes førende 87 point.

19-årige Nicklas Nielsen ser nu frem til de næste løb i Nürnberg på Norisring, hvor der køres 24.-26. juni. Det er tredje løbsweekend ud af i alt syv løbsweekender, og Nicklas Nielsen tør godt love, at han bliver ved med at gå all-in.

Tekst: Frederik Petersen.

Foto: Audi.