Klubbens sponsorer

Kevin Verner uheldig igen

Efter at have været mesterskabsførende i dele af sæsonen faldt mesterskabschancen i OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo til jorden ved et uheld, som Kevin Verner endnu en gang var involveret i, uden at han havde skyld i noget af det.

Weekenden startede ikke rigtig godt for Kevin Verner. Han kunne ikke rigtig finde farten i kvalifikationen og sluttede uden for top ti. Lørdag eftermiddag blev det konstateret, at en slange til turboen var utæt. Skaden var dog sket og Kevin skulle starte langt nede i feltet.

I Norge var Kevin Verner involveret i et uheld, som kostede en del point og igen til finaleløbet gentog historien sig. Kort efter start var der tumult i feltet og flere konkurrenter udgår i første sving. Han blev påkørt hårdt bagfra og spundet helt rundt. Kevin undgik selve uheldet, men bilen havde dog taget skade. Bagenden på bilen var blevet så skæv, at det ene dæk ramte bilens støddæmper. Det betød to punkteringer i første løb og en placering som ikke var mange point værd. Efter løbet viste det sig at bilens ramme bag i, var hele fem centimeter skæv.

Efter at have rettet rammen på bilen havde Kevin Verner igen fart i bilen gennem de sidste to løb i weekenden uden dog at have en chance for at køre med om selve mesterskabet. Igen i år sluttede Kevin Verner som nummer fire i mesterskabet.

“Det er faktisk lidt skuffende, at jeg igen mister point ved et uheld, jeg intet har noget at gøre med. Det har kostet dyrt på pointkontoen med de to uheld,” sagde Kevin Verner efter finaleweekenden på Padborg Park.

Det er lidt sjovt, at Kevin Verner også blev nummer fire to gange, da han deltog i Legend Car Cuppen, før han vandt det mesterskab. Måske er det et tegn for næste sæson, hvor Autoforum Racing Team Silkeborg og Kevin Verner vender tilbage.

Kevin Verner og ARTS vil gerne takke sine sponsorer for et godt samarbejde, samt familie og venner for en sæson som fik en lidt uventet afslutning.

Autoforum Racing Team Silkeborg