AAS’ere bliver teamkammerater
Team Green-Development udvider til den kommende sæson i TCR Denmark. Og det bliver med to medlemmer af Aarhus Automobil Sport. Udover Nicolai Sylvest kan man nu præsentere Lars Højris, som skal køre Nicolai Sylvests vinderbil fra sidste år. Lars Højris har kørt de to sidste sæsoner i TCR Denmark og blev sidste år nummer 12 i det samlede mesterskab og tog fjerdepladsen i Trofeo-mesterskabet – mesterskabet for kørere over 40 år.
”Mit mål for den kommende sæson er at vinde Trofeo-titlen og avancere i det samlede mesterskab, og så skal jeg naturligvis hjælpe til med at køre gode point ind til teammesterskabet,” siger Lars Højris.
”De mål tror jeg absolut er mulige at opnå sammen med Team Green-Development. Jeg vil nemlig kunne trække på teamets store erfaring samt sammenligne og analysere data med Nicolai Sylvest, som yderligere har lovet at coache mig – noget jeg virkelig ser frem til.”
Nicolai Sylvest glæder sig også til samarbejdet med Lars Højris.
”Sammen kan vi opfylde teamets og vores fælles ambitioner om, at Team Green-Development skal vinde det samlede mesterskab samt Trofeo-titlen i 2023,” siger sidste års treer i TCR Denmark.
Teamet har allerede planlagt et seriøst testprogram, inden sæsonen starter på FDM Jyllandsringen den 20.-21. maj, hvor sæsonpremieren – ligesom alle årets øvrige løb – transmitteres på DR2 og DRTV.DK.
Team Green-Development