Succesfuld weekend for Pilgaard mellem betonen
Det blev endnu en succesfuld weekend for Casper Pilgaard, da den anden afdeling af Mascit Danish Thundersport Championship blev kørt mellem betonklodserne ved Classic Race Aarhus.
Den ikke-permanente racerbane i Marselisborg-området ved Mindeparken var en helt ny disciplin for teamet fra Ryomgård. Ikke tidligere har 21-årige Casper kørt på banen, og det, kombineret med at det kun var den anden løbsweekend i den store sølvgrå Mercedes-lignende V8-DTC-racer med startnummer 15, gav holdet en del sommerfugle i maven forud for weekenden.
De betonklodser, som omkranser banen betød nemlig også, at der var kontant afregning ved bare den mindste fejl.
Det blev bestemt ikke bedre af, at fredagen så godt som regnede væk. Der var planlagt to træninger for DTC, men da himlen åbnede sig få minutter inden første træning, blev det kun til 14 våde omgange, inden at holdet valgte at pitte og stille bilen i garagen resten af fredagen, da det var for risikabelt at køre på banen, når vejrudsigten alligevel lovede tørvejr resten af weekenden.
Lørdag var der debut for det helt nye kvalifikationssystem, hvor der ikke længere er nogen tidtagning, men i stedet otte kvalifikationsheat, inden finalen køres. Startplaceringerne blev afgjort ved lodtrækning, hvor kørerne skulle trække en konvolut, hvor der var skrevet otte forskellige startplaceringer i. Det gav startplacering 13, 1, 9, 5, 3, 11, 10 og 4 – altså en god blanding op og ned gennem feltet.
Hvert kvalifikationsheat blev afviklet over fire omgange, inden feltet regrupperede, og herefter startede det næste løb.
I kvalheat 1 blev det til en stille start, men nogle gode overhalinger, fik Casper arbejdet sig op på niendepladsen. I kvalheat 2 fik han de første føringskilometer på kontoen, men måtte afgive førstepladsen og køre en flot andenplads hjem. Kvalheat 3 blev afsluttet på sjettepladsen, mens lørdagens kørsel blev afsluttet med en P3. Så alt i alt lå han femmer efter de første fire kvalifikationsheats.
Herefter skulle holdene vente næsten 24 timer inden de næste fire kvalheats samt finalen skulle køres. Men så var der blot mere tid til at fejre teamchef Jørgen Pilgaards fødselsdag – så det var måske meget belejligt at mekanikerne ikke havde alt for meget overarbejde lige præcis den dag.
Kvalheat 5 blev til en rigtig flot andenplads, mens det sjette heat resulterede i en ottendeplads.
Den smalle gadebane gjorde det utroligt svært at overhale, så derfor var der en del placeringer at hente, ved at få en god start, eller holde godt med gas på, inden feltet blev trukket for langt fra hinanden.
I kvalheat 7 skulle den første portion uheld ramme Casper Pilgaard, da han blev påkørt bagfra på løbets tredje omgang og måtte udgå på grund af manglende benzintryk. Dermed gik han samtidig glip af fjerde startplads til kvalheat 8, og så rykkede han længere tilbage på startgridden til finalen. Heldigvis kunne holdets super gode mekanikere få problemet løst inden finalen, så han kunne komme med ud til løbet der.
Men finalen blev startet fra ottende startposition, så der skulle overhales en del, hvis debutweekendens generelle tredjeplads skulle gentages.
Det blev til en forsigtig start for Casper Pilgaard, hvor han forsøgte at holde sig ude af ballade på de første omgange. Stille og roligt blev der skruet op for farten, og halvvejs i heatet blev det også til avancement i feltet, så han sluttede på en fin sjetteplads i finalen og med en hel bil på nær en lettere deformeret bagende fra kvalheat 7-skubbet.
En ekstra fjer i hatten var, at den unge kører med startnummer 15 kørte den tredjehurtigste tid af alle i finalen og var over et halvt sekund hurtigere end de to kørere lige foran ham. Den smalle bane gjorde det dog ikke muligt at sætte et overhalingsforsøg ind, uden at der var for stor risiko for skader på både egen samt konkurrentens bil.
Sjettepladsen i finalen gjorde samtidig, at Casper Pilgaard var den bedste Rookiekører, hvor han nu har udbygget føringen til andenpladsen i mesterskabet. Det gav også en flot præmiecheck på 10.000 kr. for den præstation.
I U23-stillingen ligger Casper Pilgaard treer med otte point til førstepladsen, mens han indtager en femteplads i det generelle mesterskab med 11 point op til tredje pladsen.
Tekst: Pilgaard Motorsport. Foto: JJ Media.