Nymark Racing i Legend Car og Supertourisme
Vi har haft tre gode sæsoner i OK Mobil 1 Legend Car Cup med Frederik Nymark. 2014 var lidt uheldig med et mega crash i Aarhus, men til gengæld høstede Frederik Nymark super gode resultater internationalt, så vi mener at han er klar til den næste store udfordring: Supertourisme Turbo!
Nymark Racing beholder den hvide og blå Legend Car racer under vingerne i 2015. Bjarne Rasmussen har købt Frederiks Legend Car og har valgt Nymark Racing til at servicere den før og under løb. Bjarne Rasmussen har i sine unge år kørt en del gokart, mens han boede i Australien, og syntes nu, at tiden er inde til at vende tilbage som aktiv kører, og hvorfor så ikke vælge Danmarks sjoveste klasse?
“Vi er glade for at have Rasser i teamet og er sikker på, at når rusten er banket af, skal han nok være med i den rigtige ende af feltet,” siger teamchef Flemming Nymark.
Frederik Nymark fik i slutningen af oktober en kort test af den nye Supertourisme-racer på Padborg Park og er meget begejstret for den måde, den styrer og bremser på, og så er det fedt med paddleshift på rattet. Frederik Nymark glæder sig til den nye sæson, hvor han for alvor skal til at lære at køre med mere downforce, justerbare dæmpere og ikke mindst skal han kæmpe med nogle rutinerede kørere.
”Jeg er klar på udfordringen og skal nok give Kurt Thiim, Michel Nykjær og de andre garvede kørere kamp til stregen,” siger Frederik Nymark.
Nymark Racing arbejder målrettet på budgettet for den kommende sæson og har allerede lavet aftaler med flere firmaer, der ser mulighederne i den nye Supertourisme-klasse, og som gerne vil støtte et ungt talent. Målet er at finde et budget, der udover deltagelse i den danske Supertourisme-serie også giver muligheder for at køre et eller flere løb i den franske serie, evt. på Le Mans eller Paul Richard.
Hos Nymark Racing er der travlhed med at forberede den nye sæson, og udover klargøring af bilerne, opbygning af den nyindkøbte racertrailer, arbejder teamet også på at få en Supertourisme-racer mere i stalden. Vi har været i kontakt med flere kørere som er interesseret i vores Arrive & Drive pakke i Supertourisme, men der er ikke noget på papir endnu, så der er stadigvæk mulighed for interesserede kørere.
Nymark Racing.