Klubbens sponsorer

Tak fra en anonym deltager

Anden halvdel af sæsonen for FDM DASU Classic blev skudt i gang i lørdags den 2. september 2017 med Aarhus Automobil Sport som arrangør, og hvilken start. Med den rutinerede løbsleder Hans Ole Nielsen i spidsen havde de fleste af deltagerne skruet forventninger i vejret, og de blev bestemt ikke skuffet. Der blev budt på en rigtig flot og spændende rute på 229.841 meter, der gik ad snoede og kuperede veje i et fantastisk terræn mellem Århus og Silkeborg.

Opbygningen af ruten faldt også i rigtig mange deltagers smag med 18 indlagte sekundetaper med en fin længde fra 2.660 meter til 9.900 meter, hvor især formiddagens sekundetape ved Pøt Mølle blev udpeget som en af de rigtig sjove i løbet. I Hans Oles velkendte stil var der ikke plads til at hvile på laurbærrene mellem sekundetaperne for enhver sløvsind eller fejlkørsel på pålidelighedsdelen blev ubønhørligt straffet med enten en manglende rutekontrol eller for sen ankomst til næste selvstartspunkt.

Formiddagens rute gik fra Brabrand over Borum, Lading, Sabro, Foldby, Tinning, Frijsenborg og Pøt Mølle til det skønne gadekær i Skjød, hvor løbets første pause der. Løbet fortsatte dernæst til Brund, Solkær, Markusminde, Farre, Lyngby, Fajstrup, Sorring, Låsby til frokostpausen på Gl. Høver Kro i Galten. Eftermiddagens strabadser gik over Høver, Nørre Vissing, Låsby Stationsby, Dallerup, Sorring, Mollerup, Linå til kaffepausen i Laven, og derfra videre til Tulstrup, Ry, Firgårde, Nygårde, Hårby, Stjær, Adslev, Storring og tilbage til Gl. Høver Kro, hvor der ventede deltagerne en tiltrængt pause, inden man kastede sig over aftensmaden i form af herregårdsbiksemad og gammeldags æblekage.

Resultaterne lod ikke vente længe på sig. Allerede inden man nåede til desserten, blev de uddelt, og efter nogle få rettelser kunne de opslåede tal betragtes som endelige, hvorefter der kunne tages fat på præmieuddelingen til dem, som havde klaret sig bedst. Deltagerne kunne derfor allerede omkring kl. 19.30 begynde hjemturen, og inden deltagerne var nået hjem, lå de endelige resultater i mailboksen.

Resultaterne af løbet kan vel bedst karakteriseres ved, at der blev rodet godt og grundigt rundt i gryden sammenlignet med resultaterne i første tre afdelinger. Det betyder, at spændingen om hvem der løber af årets trofæer er intensiveret, og som det fremgår af stillingen i turneringen efter fjerde afdeling, vil spændingen blive bevaret helt frem til sidste afdeling hos SMKG. Sejren i begynderklassen gik til Peter Carlsson og Mette Simonsen foran Per Elbæk og Michael Eriksen.

Tak til Hans Ole og Co. for en dejlig dag i det østjyske.

En anonym deltager, hvis navn er bekendt af løbsledelsen.