Klubbens sponsorer

Per Damgaard Jensen 60 år

En af vores ildsjæle i Aarhus Automobil Sport, Per Damgaard Jensen, fylder 60 år den 31 december 2017.

Pers karriere startede helt tilbage midt i 70’erne, hvor han begyndte at køre Speed-Man-manøvreprøver, først selv bag rattet og senere sammen med sin ven Jan Bisgaard, hvor Per passede co-driversædet. Senere omkring 1980 begyndte Per at køre rally sammen med Finn Kristensen, stadig i co-driver-sædet og de næste ca. 10 år kørte de mange rallyer i både Danmark, Nordeuropa og Skandinavien, ja, selv ’De tusind søers land’ i Finland nåede de. Per var en tid også servicemand for Holger Helles Rallyteam og var bl.a. med i Rallye Monte-Carlo.

En dag sidst i 80’erne kom Poul Weinreich forbi og foreslog Per Damgaard Jensen, at han da skulle med på Jyllands-Ringen og se, hvordan man kørte baneløb, og så var han pludselig installeret i sving 3 som flagofficial.

Per har stået med flag i en del år, og da opgaverne med at styre banen og officials blev større, begyndte han at hjælpe banechef Henrik Kirkegaard med at gøre klar til løbsweekenderne. Da FDM Jyllandsringen blev udvidet i 2003 og der var behov for endnu en banechef, var det naturligt, at Per fik denne tjans. Han overtog den administrative del med at holde styr på og indkalde alle flagofficials til løbene på Ringen, og under løbene sidder han i bilen sammen med assistenten Bente Fallentin, hvor de har et stort overblik over banen. Per er en kompetent og afholdt banechef, hvorfor han også har virket ved Copenhagen Historic Grand Prix, og i den tid AAS har stået for den sportslige afvikling ved Classic Race Aarhus har Per været banechef.

I fritiden arbejder Per Damgaard Jensen som tømrer, men han har ikke helt sluppet tanken om at komme bag rattet igen, så for nogle år siden fandt han en Triumph Dolomite, som står hjemme i garagen, og når der er tid, skruer han lidt på den. Det er meningen, den skal rigges til til brug ved historisk banerace, så det bliver spændende at se, hvordan Per så klarer at både køre race og være banechef…..

Stort tillykke med de 60 år – og godt nytår!

Tekst: Jesper Skjødt.

Foto: Morten Alstrup.