Klubbens sponsorer

Nymark Racing er nomineret til årets Fair Play pris

Det er jo ingen hemmelighed, at Nymark Racing har haft et hårdt år med masser af udfordringer. Frederik Nymark havde en super start på sæsonen og førte mesterskabet inden Classic Race Aarhus, men det tog hurtig slut. Efter mødet med betonvæggen i CRAA var bilen totalskadet og mange point gik tabt. Kim Pedersen som også er en del af Nymark Racing, tilbød Frederik at fortsætte CRAA i hans Legend, men med de nye regler var dette ikke muligt.

2014-Bane-Legend-Nymark-14

Mekanikerne ved Nymark Racing har aldrig givet op, og selvom det har været en sej kamp for at komme tilbage i det rette spor i kampen om pointene til Legend Cup 2014-mesterskabet, har teamet alligevel fundet overskud til at pleje motorsportsånden, Team Nymark Racing har bistået medkørere med assistance, når materiellet ikke vil makke ret, også når de selv har stået med opgaven at skulle skifte motor under løbsweekenderne, hvilket skete hele fire gange i denne sæson.

Frederik Nymark møder altid toptrimmet og forberedt til opgaven. Det gjorde han også, da der gik ild i motoren under et løb på Padborg Park i sensommeren, hvor han fik slukket branden og fortsatte weekenden som banespeaker sammen med Morten Alstrup i speaker boksen. Alt dette og ikke mindst den aktive rolle i starten af projektet Motorsport for Life gør, at Nymark Racing er blevet indstillet til Fair Play-prisen.

Team Nymark Racing har aldrig stået tilbage med at yde assistance, når en konkurrent ikke havde overskud til at få materiellet gjort løbsklar, hvilket også er en gestus, de selv fik at mærke efter deres eget uheld ved årets Classic Race Aarhus, hvor konkurrenten fra Autoforum Racing Team Silkeborg stod parat med en reservebil til Ring Djursland, så kampen kunne fortsætte hvor den skulle – ude på asfalten, som det hører sig til i banesportens interesse.

Dansk Motorsport Award uddeler ved det årlige arrangement i Cirkusbygningen en række priser til de danske motorsportsfolk, der har gjort sig særligt bemærkelsesværdige i årets løb. En af disse priser er den ny-indstiftede Fair Play-pris, som gives til en kører, en official, en klub eller andre, der har udvist særlig grad af fair play i løbet af året. Dansk Motorsport Award skriver følgende: “Frederik Nymark og hans team Nymark Racing har i adskillige år været en populær del af Legend Car Cup. Han er indstillet til prisen, fordi han på trods af en hård sæson med meget modvind formåede at holde hovedet højt og altid var parat til at hjælpe andre. Frederik har også spillet en aktiv rolle i bl.a. velgørenheds projektet Motorsport for Life.”

Du kan være med til at bestemme, hvem der skal modtage årets motorsports priser, som uddeles ved årets arrangement i Cirkusbygningen i København den 14. januar. Du kan se alle de nominerede og afgive din stemme ved at klikke på dette link.

Nymark Racing.