Klubbens sponsorer

Nordisk titel til Siepmann

Der var ingen slinger i valsen, da Christian Siepmann lagde strategien for weekendens racerløb på FDM Jyllandsringen. Hans BMW M3 GT2 skulle holdes fri for buler – og så skulle der høstes point! Målet var at vinde den nordiske cup i klassen og samtidig køre endnu flere point hjem til det danske mesterskab i Sunoco Special Saloon Car.

Efter en god træning fredag eftermiddag kæmpede Christian lørdag formiddag for at sætte en god tid i kvalifikationen. Det gjorde konkurrenterne også, og den fragtmandsblå BMW måtte starte fra tiendepladsen i det 31 biler store felt. Så var der til gengæld rig mulighed for at lave overhalinger, da weekendens første heat blev kørt lørdag eftermiddag.

2013-Bane-SSC-Siepmann-17

Det første heat fik en kaotisk start med flere biler på tværs af banen. Heldigvis holdt AAS’eren hovedet koldt og styrede sig vej frem igennem feltet. Der blev kæmpet bravt med flere af de norske kørere, som havde taget den lange vej til Danmark for at deltage i GP Danmark. Christian Siepmann sluttede på en generel femteplads. Søndag var i sandhed en travl dag. Næsten 80 gæster var inviteret til en stor racer-oplevelse i CS Racings telt, så det var ikke kun bil og kører som skulle være parate – telt, catering og alle de små detaljer skulle også fungere.

”Det har altid været vigtigt for os at kunne give sponsorerne en oplevelse, når de kommer til racerløb, og det betyder også, at der er lidt arbejde inden gæsterne kan komme. Heldigvis har vi et dygtigt og erfarent team både på bilen og i vores hospitality-afdeling, så der var styr på sagerne da gæsterne kom. Jeg håber at vi gav dem en god oplevelse med hjem,” siger Christian Siepmann, der også fik en god oplevelse i andet heat. Her startede han fra femtepladsen og måtte igen tage kampen op med det norske racerfolk. Blandt andet måtte den hurtige BMW kæmpe flere slag mod en fuldblods Ferrari – heldigvis til sidst med Christian som vinder af duellen, da han kørte i mål på fjerdepladsen.

Med en sjetteplads i sidste heat formåede Christian at vinde den nordiske cup i sin klasse – endda som karrierens første mesterskab. Det var derfor også en meget glad racerkører, der søndag aften gjorde status over en god racerweekend.

”Det har været godt vejr og vi har kørt godt race – vores team har haft en dejlig søndag med besøg af vores sponsorer, og så sikrede vi os et nordisk mesterskab. Kan jeg være andet end glad?” siger Christian Siepmann. ”Vi har stadigvæk to løb tilbage af sæsonen, og intet er endnu sikkert, men pointstillingen i både det generelle mesterskab i Sunoco SSC og i min klasse begynder at stå til min fordel. Vi må være helt skarpe og i topform når vi kører de sidste løb på Ring Djursland og Jyllandsringen, for det ville da være helt fantastisk at kunne kalde sig dansk mester, når der er så dygtige modstandere på banen.”

CS Racing.