Klubbens sponsorer

DM-løb blev til ferietur

Lørdag den 13, maj blev tredje afdeling af DM i bilorienteringsløb afviklet af Motorklubben for Borup og Omegn med start og mål ved Herlufmagle-hallen mellem Næstved og Ringsted.

Løbet var samtidigt en afdeling af NEZ-mesterskabet, og da anden afdeling blev kørt fredag ved Frederikssund, krævede det en overnatning. Vi lavede en lille ferietur ud af det fra torsdag til søndag med to overnatninger hos bekendte i Frederikssund og en overnatning på Sørup Herregaard, tæt ved start og mål. Et rigtigt hyggeligt sted, dog har værelserne nogle noget tynde vægge, som gør, at man hører alt fra de tilstødende. Der var dog en dejlig morgenbuffet, må man sige.

Løbet blev noget af en prøvelse for vores vedkommende. Fire rutebøger og en løbslængde på 97 km, det længste vi nogensinde har kørt. Et godt og varieret løb med en hel del skovkørsel – sjovt – og en hel masse private tilladelser. Mens vi kørte på skov-etapen sammen med de andre deltagere, mødte vi et ældre par med hestevogn i skoven indtil flere gange. Hver gang kørte de bare ind til siden og vinkede. Imponerende! Normalt ville man få en hævet knytnæve.

Vejret var super godt denne dag. Tidskontrollerne sad udenfor med campingbord og stole. Vi syntes selv, det gik rimelig godt fremad og fandt de rigtige skilte. Vi blev jo lidt klogere ved samlingsstedet. Vi havde brugt 138 minutter ekstra tid og havde 13 fejl på skilte. Vi har dog endnu ikke modtaget en endelig resultatliste, men som det så ud, da vi kørte hjem, endte det nok med en femte- eller en sjetteplads, og det er vi meget tilfredse med. Ved ikke hvordan det endte for de andre AAS’ere, Bernd, Bjarne og Møller-Nielsen.

Der var nogle protester i begge løb, som åbenbart er blevet moderne i år, men vi skal huske og tænke os om. Vi skal passe på vores forholdsvis lille niche-sport for amatører.

Hans Ole Nielsen.