Rapport fra ADAC Stormarn Classic 2013

Som det har fremgået, havde jeg arrangeret, at danske hold kunne deltage i dette arrangement mod at betale det fyrstelige beløb af én euro. Dette med det resultat, at flere hold havde mange undskyldninger omkring vejr osv. og at man gerne vil med næste år. Så ok, jeg tror, vi har en aftale med Klaus Rajtnen om, at vi har samme betingelser næste år, men det må vi tage op senere.

Vi kørte derned – alle 350 km – for at komme til start og mødte de tyske arrangører, som var yderst positive og meget imponerede over, at vi gad køre så langt for et løbs skyld. I parentes bemærket, når vi lørdag kører til Slangerup for at køre første afdeling af DASU Classic har vi nøjagtigt lige så langt at køre, men det tager cirka en time mere pga. vejene og så skal vi lige over Storebælt med hvad det fører af omkostninger.

Så længere er der ikke til Tyskland, og det er i øvrigt det løb i deres nordtyske serie, der ligger længst væk fra os.

Men som sagt, vi møder i god tid i rallycentrum, som de kalder det, idet der samtidig køres det 30. Stormarn Rally og i øvrigt det ottende Stormarn Retro Rally. I alt et arrangement med i alt cirka 75 biler fordelt på de tre løb.

Det var arrangeret således, at medens rallybilerne kørte ud på prøverne, fik vi udleveret en oversigt over den tidmæssige del af pålidelighedsløbet med kort og afstande til deres fotoceller, men først et kvarter før start fik vi rutebogen over den pålidelighedsmæssige del af løbet – i Tyskland kaldet orientering.

Der blev oplyst, at vi havde 93 km rute, og at idealtiden var 180 minutter med en respittid på 30 minutter, og så var det bare om at stikke næsen i oplysningerne.  Disse bestod af 11 orienteringsopgaver, hvor vi skulle tilkøre punkterne af korteste dobbeltstregede vej, og at de indtegnede streger skulle køres fra start til slut uden afbrydelser og igen af korteste vej. Mellem opgaverne fik vi 10 kortudsnit i 1:75.000, hvor der var oplyst, hvor opgave 1 sluttede og hvor opgave 2 begyndte osv.

Hvem har lige en lineal med 1:75.000? Jeg har ikke, men til gengæld var alle kortene med opgaverne på i 1:25.000, så det var rimeligt at måle dem ud.

Når tyskerne tegner ind på opgaverne, så er deres overlap, hvis den lapper over, kun lige at se med den største lup, jeg har, og derfor har vi i Danmark ikke noget at klage over, når vi ikke mener, vi kan se overlappet på vores 1:50.000-kort, som vi for det meste kører efter.

De tyske kontroller er også noget for sig. Der er opsat et skilt i cirka 50 x 50 cm på lygtepæle, i vejskilte, træer og andet, og disse skilte er så udstyret med et tocifret tal. Disse skilte står alle vegne, og der er både gode skilte og falske skilte og de er faktisk svære at få øje på, når vi kører, så vi er stadig i tvivl om, hvor mange skilte vi overså på ruten.

Ind i mellem møder man også en stempelkontrol, og her var de bemandede, og så viste det sig, at så var det med at passe ekstra på, for så var der besværligheder, enten inden man ramte ham eller måske skulle man ramme ham lidt senere. Blandt andet rundede vi en grusgrav, hvor vi kørte på kortskitser, og der var det en klar fordel at have kørt o-løb herhjemme med Bernd Thrysøe som løbsleder, idet man nærmest skulle tælle de eksisterende træer for at ramme rigtigt på skitsen. Det lykkedes faktisk over forventning, så tak for det Bernd.

Men efter de 93 km orientering skulle vi så aflevere vores kort med alle vores skrevne tal, og så har man bare ikke en ekstra kontrolstrimmel, så vi aner ikke, hvordan vi fik de 43 strafpoint, som de har beregnet og desværre heller ikke, hvordan det er beregnet. Men som vi kan se af den del af resultatet lå vi som nummer 8-10 ud af 18 hold i klasse 4, og som nummer 11-13 ud af samtlige 27, der kørte classic.

Her skal lige bemærkes, at når tysken laver klasser, så er det bilens alder, der bestemmer klassen, hvorimod holdets erfaring kun tæller lidt eller overhovedet intet. Dette gjorde bl.a., at et af de tyske hold fik en meget flot pokal for en førsteplads i klasse 2, idet de stillede op i en Mercedes 180 fra 1956, men det var klart det hold, der havde flest strafpoint.

Efter en pause i rallycentrum, hvor man meget strategisk havde opstillet en pølsevogn med tyske pølser, varm kaffe, alkoholfreies bier og andet blev vi så via en rutebog med tulipaner ledt ud på rallyprøverne, hvor vi skulle prøve kræfter med den del af løbet, der havde med tid at gøre. De fire hastighedsprøver, som man havde brugt til rallyet, skulle nu gennemkøres med cirka 36 km/t i snit, og de indlagte fotoceller skulle rammes indenfor en tiendedel af et sekund.

Det kender vi fra Hanse Classic, som vi har kørt to gange og som i år indgår i DHMC’s åbne mesterskab, så det var bare at klø på. Desværre var Torben lidt rusten i starten, hvilket gav lidt rumlen i bilen, men ellers lykkedes det at ramme 12 fotocellekontroller med en samlet forsinkelse på lidt over otte sekunder, hvilket ikke er helt tosset. Det skal dog nævnes, at de to bedste hold ramte med henholdsvis 4,0 og 4,3 sekunder, så der er stadig plads til forbedring.

Efter hele denne rute blev vi ledt ned til et område med et flot søhotel, hvor præmieoverrækkelsen skulle finde sted, og hvor man havde lavet en aftale med køkkenet om en speciel menu til os. Fire muligheder hvoraf skinkeschnitzel Wiener art mit Pommes und Gemüse und 0,4 Holsten Bier til i alt 16,25 euro gjorde godt i maven.

Efter den obligatoriske ventetid begyndte præmieoverrækkelsen for rallyfolket, og der er ligesom herhjemme to pokaler til hvert hold, og de kører jo alligevel i næsten hver sin klasse. Efter yderligere en halv time gik vi op og sagde farvel til løbslederen, men det skulle vi ikke. Vi skulle bare sætte os ned for om fem minutter var der præmieoverrækkelse i classic-afdelingen. Efter et kvarter begyndte denne så, og det startede med de sædvanlige takkeord til borgmestre, formænd for de klubber, der havde hjulpet osv. og samtidig også en tak til de to tossede danskere der var mødt op hernede i Trittau.

Alle dem der havde fortjent det eller på anden måde havde vundet, fik overrakt deres pokaler og alle klappede og dermed slut. Så sagde vi farvel igen og nu mente løbslederen, at nu skulle vi have øl, hver var vi nødt til at stoppe, for vi skulle altså hjem, og der var faktisk stadig cirka fire timer, inden vi kunne se vor seng og klokken havde efterhånden ramt 22.00, så vi takkede pænt nej til øllen og hilste farvel til hele flokken heriblandt Steiners, som starter i Jørlunde på lørdag og Blankenburgs, som også har kørt i Danmark, senest i Luffes Vinter Classic.

”Endelig hjemme,” mumlede fruen, da jeg var hjemme 01.45 – da var det cirka 20 timer siden, jeg stod op. Men nu havde jeg mindet om en rigtig god motorsportsdag sammen med min makker og den røde Manta.

Poul Erik Hansen.