Børge Jensen 80 år

Kære Børge

På vegne af hele Aarhus Automobil Sport vil jeg gerne ønske dig et stort og varmt tillykke med de 80 år!

Siden du blev medlem af klubben tilbage i 1973, har du været en engageret og markant skikkelse i især rallysporten – først bag rattet i din egen blå Mini Cooper, siden som co-driver i over 55 rallyer, og i nogle år også som formand for klubbens rallyafdeling.

Det er et imponerende rallyliv, du har levet: Fra DM-rally med Verner Østergaard i en Fiat 127 i 1977–78, til de berygtede Vesterhavsløb i starten af 80’erne med Torben Østergård. Du har også været en del af internationale rallyer i bl.a. Tjekkoslovakiet og Tyskland sammen med Jens Jakob Dynesen i Chrysler/Talbot Avenger – og senere igen med både Bjarne Rasmussen og John Wallbridge.

Et af højdepunkterne kom i samarbejdet med Frank Nielsen fra 2001 til 2015, som blandt andet førte til:

• DIF-Danmarksmesterskab i 2007 (Sport 1400, Peugeot 106 Kit Car).

• DASU-mesterskab i 2010 (klasse 2, Citroën C2).

• Sølv i DIF-Danmarksmesterskabet i 2011 (2WD-divisionen, Citroën C2).

Derudover har du også ydet en stor indsats som servicecrew for bl.a. Poul Weinreich og Leo Pihl og altid med samme ydmyghed og hjælpsomhed, som vi kender dig for.

Du har siddet i AAS’ bestyrelse fra 2009 og til et stykke op i 2020’erne. Her har du primært lagt et kæmpe arbejde i klubbens rallyafdeling. Efter at vi er begyndt med Torsdagsrally, har du været en trofast og stabil hjælper ved disse løb.

Vi ønsker dig en fantastisk fødselsdag og glæder os til at se dig til mange flere arrangementer i de kommende år.

Stort tillykke – og tak for alt det du bidrager med!

Bjarne Andersen Formand, Aarhus Automobil Sport.