Den 20. juni kunne et af Aarhus Automobil Sports mest trofaste medlemmer fejre sin 70-års fødselsdag. Dagens fødselar var Jan Præstekjær, der gennem næsten 50 år har sat et markant aftryk på klubben og dansk motorsport som bestyrelsesmedlem, løbsleder, official og en utrættelig frivillig.
Jan blev medlem af Aarhus Automobil Sport i 1977, hvor han sammen med sin hustru Vivi begyndte at køre bilorienteringsløb. Gennem årene udviklede motorsporten sig til en fælles familieinteresse, og flere familiemedlemmer fulgte i Jans fodspor som frivillige ved både FDM Jyllandsringens og klubbens bilorienterings- og rallyarrangementer.
Der gik ikke mange år, før Jan engagerede sig i klubbens arbejde. Han var med til at istandsætte klubbens lokaler, fungerede som klubbens fotograf, var redaktør for Klubnyt og sørgede gennem sit arbejde hos først Jydsk Telefon/TDC og senere Vester Kopi for produktionen af størstedelen af klubbens tryksager. Mange programmer, medlemsblade og andre publikationer har båret præg af hans omhu og professionalisme.
Det er dog især på FDM Jyllandsringen, de fleste har lært Jan at kende. Han begyndte som pitofficial i 1980, fik senere ansvaret for pitområdet og uddannede sig til teknisk kontrollant. I 1984 blev han løbslederassistent, og allerede året efter stod han for første gang som løbsleder. Siden da har han – med kun én enkelt undtagelse – været løbsleder på FDM Jyllandsringen hvert eneste år.
Hans store erfaring har også bragt ham ud over hjemmebanen. Jan har gennem årene indgået i løbsledelserne på Padborg Park, Ring Knutstorp, Sturup Raceway og Bellahøj Park, ligesom han gennem flere år var en central del af Classic Race Aarhus – de seneste gange som løbsleder. De sidste par år har Jan også stået i spidsen for Classic Race Viborg. Han repræsenterede desuden Aarhus Automobil Sport og dansk motorsport som official ved Arctic X Prix i Kangerlussuaq i Grønland.
For sin mangeårige og enestående indsats for klubben og dansk motorsport blev Jan hædret med Dansk Automobil Sports Unions hæderstegn i sølv i 2021 – en velfortjent anerkendelse af et frivilligt engagement, som gennem årtier har været til glæde for både Aarhus Automobil Sport og sporten som helhed.
Fælles for alle de opgaver, Jan påtager sig, er hans rolige væsen, store overblik og evne til at finde gode løsninger – også når presset er størst. Han er altid en person, som både officials, kørere og arrangører har stor respekt for, og som møder andre med hjælpsomhed, ordentlighed og et godt humør.
Også i klubbens ledelse har Jan et markant aftryk. Han blev første gang valgt ind i bestyrelsen i 1989 og var her gennem mange år formand for banesportsudvalget. Samtidig bidrager han som official ved klubbens bilorienteringsløb og rallyer, hvor hans store erfaring fortsat er til stor glæde for klubben.
Når fritiden ikke blev brugt på motorsport, nyder Jan campinglivet, og sin efterhånden imponerende samling af caps.
Selvom denne hilsen kommer lidt på bagkant, skal der fra Aarhus Automobil Sport lyde et stort og hjerteligt tillykke med de 70 år. Tak for næsten et halvt århundredes utrættelige indsats for klubben, for dansk motorsport og for de mange mennesker, du gennem årene har inspireret og hjulpet. Vi håber, du havde en rigtig god fødselsdag, og ønsker dig mange gode år fremover.
Bjarne Andersen





