Klubbens sponsorer

Velkommen til nye medlemmer

I løbet af årets tre første måneder har Aarhus Automobil Sport fået tilgang af en lang række nye medlemmer eller af personer, der er vendt tilbage til klubben efter eksempelvis at have holdt en pause fra sporten eller været medlem af andre klubber.

Men der kommer i disse dage også en større gruppe nye medlemmer til klubben. Det er medlemmer fra Bramming Motor Club.

Logo-BMC-02

Bramming Motor Club og Aarhus Automobil Sport har i de seneste år haft et meget tæt samarbejde omkring afvikling af bl.a. DM-rallyer, ligesom BMC-medlemmer også har fungeret som officials ved løbene på FDM Jyllandsringen. Det er dette tætte samarbejde, der har medført, at man fra Bramming Motor Clubs bestyrelses side har arbejdet hen imod en fusion med Aarhus Automobil Sport.

Rent konkret er der ikke tale om en fusion med ændringer af vedtægter og lignende, men derimod har man efter først en ordinær generalforsamling og senest en ekstraordinær generalforsamling mandag den 30. marts i Bramming Motor Club vedtaget at foretage en kollektiv overflytning af BMC-medlemmerne til Aarhus Automobil Sport.

Fra Aarhus Automobil Sport vil vi gerne byde alle nye medlemmer velkomne.