Klubbens sponsorer

Var jysk/fynske mestre i en time

Kjellerup og Omegns Motorklub havde inviteret til afslutning på jysk/fynsk mesterskab med start i Hampen og mål i Ejstrupholm Hallen.

Afslutning er lig efterår, og derfor kunne der være meget våde veje i vente. Det var dog kun få meter, der var rigtig våde og resten bestod af asfalt og offentlige grusveje. Det var et løb, hvor det hele tiden gik fremad, og efter en lang transport til et nyt løbsområde forventede vi vel, at her skulle løbet så afgøres. Det var så ikke tilfældet, og så kan man stille sig det spørgsmål: ”Hvorfor det?”

Efter diverse rettelser, fjernede skilte og lidt fejl i køreordren, kunne vi så fornemme, at det ikke blev få strafpoint, der skilte os ad. Det har så den konsekvens, at kunne man få fjernet et skilt, var der store chancer for at komme på førstepladsen.

Vi nåede at være jysk/fynske mestre i cirka en time, indtil løbsledelsen gav en anden deltager ret i, at der vist var en fejl i løbet. Altså måtte vi se, at det nu blev til andenpladsen. Alle tre medaljetagere endte på 193 point, og så var det de indbyrdes resultater, der afgjorde medaljerne. Her måtte vi så trække det korteste strå og nøjes med bronzen.

Der er noget, der hedder protesttid, som er en time fra hjemkomst. Hvor lang tid må man så blive ved med at sidde og finde fejl i rutebogen? Og nogle er bedre end andre til at overbevise en løbsledelse. Og især når man som i går kun have få strafpoint imellem, var det jo ret givende. Det ville også være konstruktivt overfor løbsledelsen at have en afslutning på alt ævl og kævl.

Aarhus Automobil Sport var på dagen reduceret til to hold, da Renee og Hans Ole Nielsen ikke stillede op på grund af sygdom, og for Bjarne Andersens og Bernd Thrysøes vedkommende havde de ikke den bedste dag og endte på sjettepladsen.

Tak til Kjellerup og Omegns Motorklub for et godt tilrettelagt løb. Vi ved jo hvor stort et arbejde, der ligger bag, så tak herfra for indsatsen.

Tekst: Hans Jørgen Andersen og Hans Jakobsen.

Foto: Bjarne Andersen.