Klubbens sponsorer

Valdemar Eriksen kører i Dubai i weekenden

Efter en lang og sej kamp er det lykkes Valdemar Eriksen at komme til start i MRF Challenge, som køres i Dubai, Bahrain og Indien. 15 løb fordelt på tre forlængede weekender. Da serien køres i Dallara Formel 3-biler med 230 hk, kræves der international licens, men idet AAS’eren blot er 15 år, har det ikke været muligt at opnå denne licens til sæsonstart trods ihærdig hjælp fra DASU. Sæsonen starter allerede i denne weekend i Dubai.

Grundet Valdemar Eriksens mange testkilometer og flotte sæson i Danmark har serien dog gjort en undtagelse og tilbudt ham en status som gæstekører, hvor han kører med på lige fod med alle andre, men han kan ikke score mesterskabspoint eller vinde pengepræmier før de sidste fem afdelinger i Indien i februar 2019.

”For mig betyder det ikke noget, om jeg kan score point. Jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og køre, lave så gode resultater, som jeg kan, og få meget mere løbserfaring i vinterhalvåret, hvor det ellers er svært at få banetid,” siger Valdemar Eriksen og fortsætter: ”Jeg glæder mig også til at prøve kræfter med en langt hurtigere bil, om fysikken kan holde i de høje temperaturer osv., for jeg får mere banetid på disse tre forlængede weekender end i hele den danske Formel 4-sæson til sammen!”

Fra Valdemar Eriksens bagland står det klart, at formålet med serien er træning og forberedelse til næste sæson, som igen i 2019 vil være i en Formel 4-serie ét eller andet sted i Europa. Der er derfor ingen konkrete forventninger til resultater i den hurtigere bil, udover selvfølgelig at give den max gas og se, hvor han ender. Det er samtidigt lykkes at få udviklet banerne på rekordtid til Valdemar Eriksens simulator, så det har været muligt at køre på banerne, inden det for alvor går løs.

“Deltagelsen i MRF-serien giver Valdemar og mig mulighed for at forberede næste sæson på den bedst mulige måde,” siger han træner, Benjamin Bailly. ”Valdemar vil helt sikkert blive udfordret i betragtning af, at bilen er meget hurtigere og har mere downforce end, hvad han er vant til, men da der er en enorm mængde kørsel hver weekend, er det den perfekte serie til at fortsætte med at udvikle sine kørefærdigheder i løbet af vinteren.”

MRF Challenge er ofte brugt som vinterserie for kørere som Mick Schumacher, Joey Mawson og Felipe Drugovich, som alle har kørt serien.

Udover et par enkelte Formel 5-løb i 2017 kørte Valdemar Eriksen i år sin rookie-sæson i det danske Formel 4-mesterskab, hvor han imponerede med en samlet fjerdeplads foran flere ældre og mere erfarne kørere, bedst af de nye/unge kørere og kun få point efter den samlede tredjeplads. Han opnåede seks podieplaceringer og 18 top 5-placering ud af 23 mulige og kun overgået af Danmarksmesteren.

”MRF-bilen er en meget stor opgradering fra en Mygale F4’eren, og det kommer til at tage noget tid at vende sig til så meget downforce, for den har flere og større vinger samt en ret stor diffuser,” siger Valdemar Eriksen fra Dubai. ”Men det er supersjovt at være med og prøve så hurtig en bil.”

Løbsserien starter i Dubai i denne weekend og fortsætter på Formel 1-banen i Bahrain 6.-8. december med den afsluttende afdeling i Chennai (Madras) i Indien 8.-10. februar, hvor Valdemar Eriksen vil være fyldt 16 år, have fået sin internationale licens og vil være i stand til score point.

Bilen er baseret på et Dallara Formel 3-chassis med diffuserbund, 6-gears Hewland sekventiel gearkasse med paddle shift, to liters sugemotor med 230hk fra Mountune Racing i England, og der køres på MRF ZLO-dæk, hvor der er fem sæt til rådighed pr. løbsweekend.

Valdemar Eriksen Racing.