Klubbens sponsorer

Våd sæsonstart for Michael Carlsen

Mens Danmark nød den herlige forårssol i årets sidste aprilweekend, var Michael Carlsen draget sydpå. Helt præcist til den franske Le Mans-bane, hvor han skulle sæsondebutere under det, han troede var varmere himmelstrøg.

”Men det var det bestemt ikke. Det regnede stort set hele weekenden, og selv i de perioder, hvor regnen ikke silede ned, ja, så nåede banen aldrig at blive helt tør,” fortæller køreren fra Vissenbjerg. ”På et tidspunkt stod det ned i stænger, og da vinden ikke rørte sig, var det nærmest som at køre direkte ind i en mur hele tiden. På et tidspunkt begyndte en advarselslampe på instrumentpanelet faktisk at lyse blåt, fordi det var så koldt!”

2014-Bane-Carlsen-03

Regnvejret spillede i den grad Michael Carlsen og hans mekanikere et pus, da det lørdag formiddag gik løs med den første tidtagning.

”Vi havde fået sat bilen forkert op ved pille nogle krængningsstabilisatorer af, og det duede ikke, så vi endte som nummer 20, så der var virkelig plads til forbedring,” siger Michael Carlsen.

”Til løbet blev det tørvejr, og her havde jeg rigtig god fart på, for det lykkedes mig at køre mig op fra tyvendepladsen og så blive nummer seks, og det var rigtig fint. Men det var noget specielt, når vi kom mere end 30 biler op til chikanen før Dunlop-broen, hvor det bliver snævert, specielt når man startede så langt nede, som jeg gjorde. Men jeg kom godt igennem og havde god fart i bilen.”

Trods sjettepladsen kom fynboen også på podiet, da han vandt den såkaldte gentleman-klasse for kørere over 45 år – en præstation, han gentog under søndagens løb.

”Her startede jeg som nummer 18 efter en tidtagning, der havde været ren overlevelse,” fortæller Michael Carlsen. ”Til løbet tørrede det op, så når man havde kørt fem omgange, så var regndækkene helt nedslidte, og det gjaldt bare om at luske bilen hjem. Men jeg blev da nummer 12.”

Om godt en måned drager Michael Carlsen atter til Frankrig, hvor han skal deltage i løbet på Ledenon-banen i nærheden af Nîmes.

Carlsen Motorsport.