Klubbens sponsorer

Træls lørdag blev til positiv søndag

Casper Pilgaard havde en meget kontrastfyldt weekend, da sæsonens fjerde og femte afdelinger af MASCOT Danish Thundersport Championship 2019 blev kørt på FDM Jyllandsringen. Ved det traditionsrige GPDanmark blev der afholdt træninger om fredagen, efterfulgt af en komplet afdeling om lørdagen og en komplet afdeling om søndagen.

Inden weekenden var den unge kører fra Ryomgård førende i både U23- og Rookiemesterskabet og lå på en femteplads i det generelle mesterskab. Og med en dobbeltafdeling kunne der virkelig blive vendt op og ned på tingene.

Vejrguderne skulle også blive en faktor i weekenden, hvor weekendens første træning blev kørt på en regnvåd bane, mens den anden træning blev afviklet på den gamle, korte version af FDM Jyllandsringen. De to træninger gik fint for Casper, hvor han var femtehurtigste bil i begge træninger med en masse omgange på både tør og våd bane.

I denne weekend var den svenske V8 Thunder Cars også på besøg, og de skulle afvikle deres løb sammen med MASCOT DTC-bilerne. Bilerne var grundlæggende ens med en lille fartforskel til de danske biler – men det betød også, at der skulle en masse overhalinger til, hvis man startede længere tilbage i feltet.

De problemer havde Pilgaard dog ikke i det første af lørdagens otte kvalifikationsheats. Fra anden startposition skød han hurtigt i front af feltet, men måtte lade sig passere af Ronnie Bremer, som samtidig er mentor for FDM Talent-programmet, som Casper er en del af. Men det blev til en flot andenplads uden at være under pres bagfra.

Kvalheat 2 skulle startes fra 19. position, men med klog og sikker kørsel kom den sølvgrå Mercedes-lignende V8-racer med startnummer 15 på sideruden helt frem på femtepladsen. Virkelig flot kørt med en masse fede overhalinger.

I det tredje kvalheat blev der startet fra syvende startposition, og han fik hurtigt kæmpet sig frem til tredjepladsen, inden kardanakslen desværre knækkede og efterlod ham med en 15. plads i heatet og forhindrede ham i at starte kvalheat 4.

Mekanikerne kom på overarbejde, da kvalheat 5-8 skulle køres mindre end halvanden time senere. Derfor missede de desværre kvalheat 5, men holdt klar i pitudkørslen, da heat 6 startede. Fra allersidste position i feltet og på helt kolde dæk fik han kørt sig frem på 10. pladsen og kunne herefter starte heat 7 fra 11. startposition. Startpositionerne bliver afgjort ved lodtrækning, så alle kørerne kommer til at holde forskellige steder i feltet.

Netop det gjorde, at Casper Pilgaard helt uforskyldt endte i noget ballade i sving 2, hvor en forankørende holdt på tværs af banen. Det nåede Casper at se, men det gjorde en bagvedkørende ikke og hamrede op i bagenden af den sølvgrå racer med stor kraft, så Casper blev skubbet over i to andre biler. Det udløste en safety car, og da bilen blev bjerget af gummigeden, kunne man hurtigt se en stor væskepøl under bilen og en front med meget store skader.

Derfor var der intet kvalheat 8 og ej heller en finale til Casper Pilgaard ved lørdagens løb. I stedet stod den på mange timers reparationer i pitten, inden mekanikerne kunne slukke lyset og pakke værktøjet væk lørdag aften.

Søndagens warm up foregik igen på en halvfugtig bane, så der blev ikke presset alt for hårdt på med omgangstiderne, men det blev hurtigt konstateret, at bilen fungerede som den skulle.

I de otte kvalheats fik han kørt sig til tre tredjepladser, to femtepladser og en sjetteplads plus en niende- og en tiendeplads, da han skulle starte langt tilbage i feltet og tog en forsigtig tilgang til løbene.

Det gav en sjette startposition til finalen, hvor regnskyerne igen havde været inde over banen og smide en ordentlig omgang regn. Banen var dog optørrende, så der var en enkelt kører i feltet, som satsede på slicks, mens alle andre, inklusiv Casper Pilgaard, var på regndæk. Det viste sig også at være det rigtige henover de 14 omgange, hvor det lykkedes ham at holde bilen på sjettepladsen, indtil seks omgange før det ternede flag, hvor det lykkedes ham at snuppe femtepladsen, som han holdt hele vejen til målstregen.

Med en sejr blandt både U23- og Rookiekørerne kunne der tages to pæne checks med hjem på 10.000 kroner hver, hvilket helt sikkert luner efter lørdagens uheld.

Så fra en rigtig øv-lørdag endte det med at blive en rigtig god søndag.

Efter weekenden indtager Casper Pilgaard stadig femtepladsen i det generelle MASCOT DTC-mesterskab, mens han er suverænt førende i U23-mesterskabet, plus han fører Rookiemesterskabet med et lille hul til manden på andenpladsen.

Der er dog ikke noget, der er afgjort endnu, men U23-titlen kan sikres, når sæsonens næstsidste afdeling bliver kørt om halvanden uge på Ring Djursland.

Tekst: Pilgaard Motorsport.

Foto: JJ Media.