Til start på F1-banen i Imola
Sidste år valgte Michael Carlsen at skifte fokus. Efter i en årrække at have huseret på de danske racerbaner vendte racerkøreren fra Vissenbjerg blikket mod udlandet, hvor han deltog i den internationale Peugeot RCZ Cup. Også i år bliver det på de udenlandske racerbaner, at han vil være at finde.
”Jeg har besluttet mig for atter at være med i Peugeot RCZ Cuppen, hvor jeg vil deltage i tre af de seks løb, som indgår i serien, men jeg har da også en plan om at være med ved Grand Prixet på Jyllandsringen,” siger Michael Carlsen.
Fynboen tager hul på sin 2013-sæson i pinsen, hvor han og Carlsen Motorsport drager til Italien for at køre på den italienske Formel 1-bane Imola ved Bologna.
”Det er et spændende sted med rigtig mange traditioner,” siger Michael Carlsen. ”Jeg har været der til et Formel 1-løb i slutningen af halvfemserne. Det var dengang, hvor Jan Magnussen var med, og hvor Jordan kørte med Peugeot-motorer, og vi havde lejlighed til at komme ind bag kulisserne for at kikke nærmere på det hele. Det var meget fascinerende.”
Imola-banen er med sine langsider markant anderledes end de baner, Michael Carlsen kender herhjemmefra, men det ser han ikke som nogen ulempe.
”Imola er et sted, hvor de mange franske deltagere i serien ikke har kørt, for normalt er det på deres hjemmebaner, at løbene har fundet sted,” siger han. Men det er ikke det eneste, som giver ham tro på større jævnbyrdighed i denne sæson.
”Jeg er sikker på, at vi bliver mere konkurrencedygtige end sidste år, for nu kender vi bilen, men der er også blevet ændret på reglementet. Der er nogle ting, som er blevet strammet op, bilen vil også få lidt mere effekt, og så er det blevet besluttet at hæve bilens minimumsvægt med 20 kilo. Jeg kørte sidste år med 20 kilo overvægt, så også på det punkt bliver vi mere lige.”
Udover pinsens løb på Imola er det løbene på de to franske baner Val de Vienne og Magny Cours, Michael Carlsen vil deltage i.
Carlsen Motorsport.