Klubbens sponsorer

Succes for Kasper H. Jensen i Åbningsløbet

Årets første afdeling blev en succes for Kasper H. Jensen og resten af Team AD Racing/flexlease.nu. En fjerdeplads, en andenplads og en femteplads blev resultatet for DTC-debutanen.

Med årets første afdeling af DTC skudt i gang i den forgange weekend, er sæsonen i dansk motorsports topklasse også begyndt for det DTC-debuterende Team AD Racing/flexlease.nu. Og det blev en stærk start på sæsonen for især den ene af teamets tre kørere, Kasper H. Jensen, Hinnerup.

2015-Bane-DTC-Jensen-Kasper-H-01

Kasper H. Jensen er, udover et enkelt løb i DTC sidste år, debutant i DTC-sammenhæng. Men den manglende erfaring i det tætte felt af topkørere skulle ikke blive noget problem for ham. I det første kvalifikationsløb udnyttede Kasper H. Jensen en kaotisk start og fik kørt sig fra trettendepladsen og frem på femtepladsen inden første sving. Han tog endnu en placering og kørte i mål og sikrede sig fjerdepladsen.

heat 2 strøg han først frem på andenpladsen, hvor han fik overtaget føringen af løbet med en udbremsning af Sebastian Aarvik. To omgange før det ternede flag kom der safety car og i en hård kamp om føringen måtte Kasper H. Jensen se sig udbremset af Mikkel C. Johansen, der vandt løbet. I tredje heat sluttede Kasper på femtepladsen.

”Det har været en rigtig god weekend, og jeg og teamet er tilfredse. Det gik over alt forventning, og det var en fornøjelse at køre med i feltet. Der bliver kæmpet hårdt, og der bliver kørt tæt. Teamet gjorde et stort stykke arbejde, bilen fungerede og jeg er meget tilfreds med resultatet,” siger Kasper H. Jensen, der selvfølgelig ærgrer sig over, at han ikke tog sejren i andet heat.

”Ja, det var godt nok ærgerligt. Jeg lå jo til at vinde, men den safety car periode betød, at feltet blev samlet og så blev jeg udbremset. Alt i alt er det stadig rigtig godt med en andenplads og en fjerdeplads i den første afdeling,” siger Kasper H. Jensen.

Teamets to andre kørere, Lars Mogensen og Henrik Ziegler, sluttede henholdsvis på en 13. plads og en 16. plads i første heat. I andet heat sluttede Lars Mogensen på 12. pladsen, mens Ziegler ikke kom til start pga. en defekt drivaksel. I sidste heat sluttede Lars Mogensen på 15. pladsen med Ziegler lige bagefter.

Kasper H. Jensen er efter første afdeling nummer fire i DTC-mesterskabet, mens Lars Mogensen ligger nummer 15 og Henrik Ziegler er nummer 21.

Tekst: Jakob Schultz.

Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen.