Statusrapport 2 fra Team Møller-Nielsen
Natten mellem fredag og lørdag var teamet ikke nået langt uden for Reims, før der opstod problemer. På vej op ad en bakke satte bilen ud. Efter lidt skruen og fejlfinding blev det konstateret, at det var tændspolen, der var stået af. Golfen kom op på traileren til næste by på ruten. Midt på torvet begyndte de at skrue i bilen, og der gik ikke lang tid, før der stod en kødrand rundt om bilen. En i mængden mente, at hans nabo havde en Golf Cabriolet stående i garagen. Væk var han og en halv time senere fik teamet en tændspole. Det er sports ånd. Tændspolen blev monteret, og Golfen sprang i gang som en mis. Teamet nåede derfor at have service to gange før det planlagte servicepunkt, men nåede kontrolpunktet Bar sur Aube kl. 23.20.
Lørdag ved 7-tiden ankom teamet til Le Puy en Velay. Her mødtes de med deltagerne fra København og Glasgow. Henrik og Martin skulle tjekke ind ved kontrolpunktet kl. 7.46, så Martin tog sig en morfar, mens de ventede.
Klokken 8.40 var det servicevognen, som røg af vejen. En sneplov trængte dem af vejen, men hjalp dem op igen. Senere blev Henrik og Martin nummer 70 på ZR 1, men der er mange med samme straf, så reelt ligger de længere fremme.
Søndag er der er tidlig afgang fra Monaco. For Henrik og Martin går starten klokken 7. Dagens første etape er på 381 km, inden de kan holde frokost i Gare De Clelles. Formiddagen byder på to specieletaper, den første er kun 13 km, mens den anden er næsten 30 km. Den første specialetape (ZR 2) går fra Point de Clans til Villars-sur-Var. Etapen kører op og ned ad et par små pas.
Næste specialetape (ZR 3) går fra Selonnet til Turriers. Tager man et gennemsnit af etapen, er den flad, men det dækker over et højt pas og et lidt mindre. Det, der er spændende i dag er, hvor meget sne, der er i passene og hvor langt det går ned.
Anne Møller-Nielsen.